Pølsen ud af munden

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Udstillinger og tagget den af .

Forleden så jeg Ole Bornedal i TV. Han var sat i stævne af journalist Michael Jeppesen i forbindelse med den aktuelle Tv-serie 1864 – serien som danskerne elsker at hade. Bornedal tog det 100 % cool og siger på et tidspunkt. ”Min serie 1864 forstærker og forstørrer virkeligheden – den fremstiller den ikke i en tro kopi”. Godt sagt! 

Det her blogindlæg handler ikke om 1864 – hverken serien eller perioden – men om det kunst kan og gør: nemlig forstærker og forstørrer virkeligheden, så vi ser den på ny.

Bornedals udsagn fik mig til at tænke på ARoS’ udstillingsaktuelle billedkunstner Michael Kvium og hans brug af de rekvisitter, der nærmest er blevet ikoniske for hans kunst: citronen, ægget, den røde pølse og kraniet for blot at nævne et par stykker. ”Hvorfor alle de her mærkelige genstande?”, spørger folk. ”Der er da ingen, der render rundt med en rød pølse hængende ud af munden i virkeligheden!”

Nej, det er der ikke. Men virkeligheden har vi mennesker for længst valgt at distancere os fra. I hvert fald hvis vi spørger Michael Kvium, som endvidere mener, at hjernen er et monster, der selektivt sorterer i alle de indtryk, som verden giver os. Hjernen fravælger det grimme og det groteske. Tilbage er det behagelige og pæne, som i virkeligheden intet har at gøre med den virkelighed, som vi lever i. ”Nej, nu er jeg forvirret! Hvad har virkeligheden og pølsen ud af munden så med hinanden at gøre?”, spørger folk.

Jo, pølsen ud af munden spiller en virkelig vigtig rolle. Den skaber nemlig en forskydning til virkeligheden. Og så har Kvium fanget vores opmærksomhed! Kviums rekvisitter etablerer et rum, som får os til at stoppe op. Vi undres over billederne, over hinanden, over virkeligheden – og hvis vi er virkelig dygtige: over os selv. Således er konklusionen altså: for at forstå virkeligheden, må vi skabe en forskydning til virkeligheden. Vi må fjerne os fra den, eventuelt ved hjælp af en rød pølse.

Nu er jeg ikke bekendt med, om der optræder røde pølser i 1864 – men jeg ved, at Bornedal såvel som Kvium på hver deres facon forstærker og forstørrer virkeligheden, så vi gider forholde os til den. Enten ved at elske eller ved at hade den.