Når himlen falder ned i jorden

Dette indlæg blev udgivet i Kunstens rolle, Store kunstoplevelser den af .

I dag så jeg himlen falde ned i et dybt hul i jorden. Det var i Ebeltoft. Jeg blev en smule svimmel, da det skete og mistede et splitsekund fornemmelsen af min velvoksne krop. Før jeg nåede at betvivle Newtons lov, fandt jeg dog ud af, at der hverken var tale om en naturkatastrofe eller et mentalt blackout – men en stor kunstinstallation af Olafur Eliasson og arkitekten Günther Vogt.

Jeg var inviteret af tekstilfirmaet KVADRAT til at holde et oplæg om den brugerinddragende samtidskunst. Det vil sige den type kunstværker, som rækker ud efter os og kræver, at du deltager på en meget konkret måde for at udløse en funktion – for at udløse værkets egentlige betydning, kan man sige.

Før mine bevingede ord tog firmaets direktør Anders Byriel sin gruppe af gæster og undertegnede med udenfor til et drag frisk luft for at inspicere det omkringliggende miljø. Og det var her, at jeg mistede balancen.

Fem store elipseformede spejle er plantet i jordbunden på firmaets matrikel. De trækker himlen, træerne og naturen omkring dem ned i sig som store, tørstige kar.

Your glacial expectation, kalder Olafur Eliasson og Günther Vogt værket.

Jeg bed især mærke i ordene ”Your” og ”expectation” – for det var immervæk ikke lige, hvad jeg havde forventet. Jeg følte mig overrumplet – på den særlige måde, som kun kunst kan liste én over ende. Op blev til ned – og ned… var væk…

Og det er jo netop dét, kunsten kan: vende op og ned på givne forhold og konventioner. Tvinge os til nye perspektiver på livet og markere alternative veje ind i vores vante omgivelser.

Som jeg stod der, nærmest vægtløs, i den kolde decembersol i Ebeltoft, skar Olafur Eliasson og Günther Vogt det ligesom ud i pap for mig – eller i spejl, var det vel…