Myte og fortælling

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Samlingen, Udstillinger den af .

Begrebet Myte har i dagens Danmark fået en lidt negativ betydning, fordi politikere ofte taler om, at noget bare er en myte, til forskel fra at være virkelighed. Men Myten har aldrig påstået at være den skinbarlige sandhed, fordi den befinder sig på et helt andet plan end der, hvor tingene kan måles og vejes, bevises og puttes ind i skemaer og kurver i et koordinatsystem. En sådan tilværelsesforståelse har ikke plads til Myten og Fortællingen, Kunsten og Kærligheden.

Der er mange ting i vores tilværelse, der ikke sådan kan gives en udtømmende videnskabelig forklaring på: Hvorfor man forelsker sig i den ene fremfor en anden, hvorfor man interesserer sig for fodbold eller kunst, hvorfor mennesket, ja hele verden, overhovedet er til. Psykologien, sociologien og naturvidenskaben giver nogle svar, men vi føler alligevel, at vores skæbne ikke blot kan være bestemt af disse lovmæssigheder eller af rene tilfældigheder. For sådan oplever vi det jo ikke. Derfor skaber vi Myter og Fortællinger, som et forsøg på at forholde os til det uhåndgribelige.

Derfor har vi brug for kunst, det være sig litteratur, teater, film, billedkunst. Den poetiske tilgang giver mulighed for at gennemspille forskellige tænkte forklaringsmodeller. Alle folkeslag har skabelsesmyter, for der må da være en mening med tilværelsen. Fortællinger om andre menneskers liv giver os mulighed for at se udviklingsforløb og sammenhænge udefra. Gennem kunsten ser vi andre verdener end vores egen lille snævre dagligdag. I kærligheden oplever vi vores egen lille udgave af kosmos ud af kaos.

I udstillingen på ARoS i det åbne rum på niveau 3 kan man indtil 22.03.15 se en ophængning af grafiske værker af en række kunstnere, der har hver deres tilgang til temaet Myte og Fortælling.
Lorenz Frølich illustrerer det han læser i Oehlenschlægers digt om Nordens guder. Sigurd Vasegaard gengiver sin oplevelse af det gamle Eddadigt Vølvens spådom fra den nordiske mytologi. Palle Nielsen skaber en moderne udgave af den klassiske fortælling om Orfeus, der leder efter sin elskede afdøde Eurydike. Richard Winther skaber sine værker over myten om den hellige Hieronomus, der i sin eneboertilværelse opsøges af nøgne damer. Hans Krull har mødt de smukke kvinder, der når de danser til gudindens ære, skaber lykke for befolkningen på Bali. Bjørn Nørgaard har ladet sig inspirere af både nordisk, græsk og arabisk mytologi til skildringer, der pointerer også de nutidige og universelle problemstillinger, som myterne beskæftiger sig med.

Det er netop det, som både kunsten, myten og fortællingen er fælles om: At fortolke tilværelsen og forholde sig til det uhåndgribelige.