ARoS ArtAdvisor – din personlige kunstguide lige ved hånden

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger den af .

Hvordan opfylder man museumsgæsters ønsker om at blive involveret og aktiveret under et museumsbesøg, når man økonomisk set godt kan glemme alt om formidlerens drømmescenarie en ”levende omvisere til alle” ?

En ekstra dimension på museumsbesøget er i enhver henseende efterspurgt. Det ønsker museets gæster at få og det tilstræber museet at give – og det gør ikke noget, hvis oplevelsen oven i købet er nem at gå til, sjov at bruge og giver mening.

Med ARoS ArtAdvisor på telefonen kan gæsten gå på opdagelse på ARoS fra kælder til tag. App´en indeholder information om kunstværker fra museets samling, giver mulighed for at læse om særudstillinger og for at teste kunstviden gennem et spil. Man kan følge særlige tilrettelagte temaruter, tilkendegive følelser omkring et værk gennem en aktiv smiley, der kan deles med andre, og man kan dele information og kunstoplevelser med hinanden. ARoS ArtAdvisor er viden og leg i samme app, og den er udarbejdet på baggrund af viden om gæsternes forskellige adfærdsmønstre og behov i forbindelse med et museumsbesøg. Et gennemgående ønske fra gæsterne var bl.a. at blive involveret i kunsten under museumsbesøget.

Hvordan klarer man det som formidler når man økonomisk set må give op på formidlerdrømmen om en personlig formidler til alle?

Hvad står du i nærheden af?

Med ARoS ArtAdvisor gør museet brug af den nyeste teknologi: iBeacons. Via teknologien får gæsten tilsendt informationer om de værker, denne står i nærheden af.  iBeacons aktiveres ved tilslutning af Bluetooth og sender i princippet push beskeder til gæstens telefon. Push beskeden består i dette tilfælde af billede samt tekst om det værk man er i nærheden af. De værker gæsten har været tæt på, registreres og viser sig på telefonen som en personlig værkliste. Med brug af iBeacons bliver App’en en slags personlig kunstguide. Besøget får en aktiverende dimension: der bliver ”prikket” til gæsten om at bemærke kunsten, der er omkring een. ARoS ArtAdvisor kan bruges både før, under og efter museumsbesøget. Inden man besøger museet kan man fx lægge sin egen rute, og efter besøget kan man genopleve sit besøg via den personlige værkliste. Vi er glade for, at gøre brug af iBeacons, der i denne sammenhæng giver god mening formidlings- og oplevelsesmæssigt. Samtidig er det altid spændende at lære den nyeste teknologi at kende, og blive bedre til at udnytte den fordelagtigt. Men teknologien er kun et formidlingsredskab og et supplement til museets fremragende omvisere og den menneskelige kontakt, der heldigvis stadig er aktuel og foretrukket.

FAKTA

  • ARoS ArtAdvisor indeholder information om godt 50 værker fra ARoS’ faste samling
  • ARoS ArtAdvisor findes på dansk og engelsk.
  • App’en er gratis og findes til iPhone og iPad. Den kan hentes via App Store ved at søge på ARoS ArtAdvisor
  • Hvis du ikke har en iPhone eller en iPad, kan du låne en iPad i information på ARoS
  • Der er gratis Wi-Fi på ARoS

ARoS ArtAdvisor er blevet til med støtte fra Region Midtjylland og er en del af projektet InterAct.

ArtAdvisor kan dowloades via Apples Appstore.