”Kunsten der ville redde verden” – del 4: Preben Hornung – maleriets mange udtryk!

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Formen - Farven - Fladen, Samlingen, Udstillinger den af .

”Fladen har fuldstændig interessen. Der er aldrig tale om fokuserede kompositioner. Der er ikke noget hierarki, fordi hele fladen tillægges den samme betydning” – Citat kunsthistoriker Øystein Hjort, om Hornungs Atelierbilleder.

Preben Hornung var inspireret af mange forskellige kunstneriske grupperinger og stilarter. Han arbejde i en kort periode med det konkrete maleri, hvor former og geometri var i fokus. Hornung opdagede dog hurtigt, at han var mere optaget af at udforske det stoflige end det formelle, når han arbejdede med sine malerier. Hans maleriers karakter ændrede sig radikalt gennem årene.

Tidens kunstneriske tendens var stærkt inspireret af den amerikanske samtidskunst, som blandt andet var domineret af kunstnerne Mark Rothko og Jackson Pollock. USA og særligt New York var datidens kultur metropol. Hornung blev også inspireret af de amerikanske kunstnere. Til forskel fra fx Pollocks voldsomme og meget fysiske ”actions paintings”, hvor malingen skødesløst blev kastet på lærredet, forholdte Hornung sig roligt i arbejdet med hans malerier.

Preben Hornung, Brede Former, 1977-78

Preben Hornung, Brede Former, 1977-78

Værket Brede Former, 1977-78 som vises på udstillingen Formen Farven og Fladen, er fra en periode hvor Hornung arbejdede med to forskellige billedeudtryk Nærbilleder og Atelierbilleder. I nærbillederne arbejdede Hornung med sanselighed og i Atelierbillederne arbejdede han med bredde og formmæssige rammer. Atelierbillederne er næsten alle udført i farveskalaen sort, hvid, okker og grå.

Brede Former, 1977-78, var et bestillingsværk, som skulle bruges som udsmykning i kantinelokalet på Kalundborg Handelsskole. Mange kunstnere i slutningen af 70´erne og i 80´erne arbejdede konkret på at få deres kunst ud til folket via udsmykninger på offentlige bygninger eller gennem arbejde med arkitektur.