ARoS FOCUS//NEW NORDIC 2016: JANI LEINONEN

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, ARoS FOCUS // NEW NORDIC, Rejser den af .

De mest forfærdelige begivenheder i verdenshistorien, såsom krige, folkedrab og slaveri har ikke været resultatet af ulydighed, men af lydighed og underkastelse. ” –   Citat Jani Leinonen. 

I marts 2016 åbner ARoS endnu en ny udstilling i rækken ARoS Focus // New Nordic, som vises i ARoS Vestgalleri og omfatter yngre nordiske kunstnere, som vi ønsker at vores publikum skal stifte bekendtskab med.

I foråret sætter vi vores gæster på skolebænken, når de skal møde den finske kunstner Jani Leinonen, som arbejder med, og omformer, brands og logoer fra verdenskendte selskaber og med lige dele sjov og alvor vender deres budskaber mod dem selv.

Jani Leinonen 2

Et centralt element i udstillingen med Leinonen vil være den såkaldte ”School of disobedience”, hvor kunstneren selv, og markante personligheder, vil undervise og inspirere museets gæster til ulydighed – midt i udstillingsgalleriet. Ulydighed er et meget væsentlig begreb i Leinonens kunst, men handler ikke om voldelig adfærd eller brud med samfundets regler. Ulydigheden handler om ikke at være passiv, ikke at acceptere uretfærdighed, ikke at lade store kapitalistiske firmaer og deres agendaer diktere verdenssamfundet eller ens selvopfattelse.

Leinonen griber fat om disse problemstillinger ved at benytte sig af skolen som metafor for forandring, samtidig benytter han sig af klassiske revolutions paroler, som dog samples med figurer fra den kommercielle verden. Leinonen ender fuldt bevidst i en catch 22: ”Hvordan slipper vi ud af de multinationale firmas net, når nu vi elsker at nyde en kold cola?”

Jani Leinonen, opbygning af School of Disobedience på Kiasma, Helsinki

Jani Leinonen, opbygning af School of Disobedience på Kiasma, Helsinki

Så Leinonen tilbyder ikke et alternativ til kapitalismen og til trods for, at flere af hans værker peger fingre af fx megabrandet McDonalds, så indrømmer han gerne, at han spiser der selv. Men han er en vagthund. En person der råber op og peger på verdens uretfærdigheder og uligheder, i håb om at ruske så mange som muligt ud af passivitet.

jani 4

Leinonens kunstneriske strategi, hvor han piller ved vores opfattelse af de verdensomspændende brands, ved at ændre deres betydning, ligger sig op af en tradition indenfor kunsthistorien, hvor de visuelle tegn, slogans og logoer som vi dagligt bombarderes med, vendes på vrangen ved at ændre i deres almindelige betydning.  Disse tegn, der i hverdagens strøm af information kan virke harmløse, er dog mere eller mindre subtilt med til at skabe vores identitet, og har en økonomisk magt, der ikke er direkte gennemskuelig.

Jani 5

Samtidig er Leinonens brug af ironi en metode som afspejler kunstverden efter modernismen. Væk er drømmen om revolution og en ny verdensorden, i stedet må man forandre tingene ved at gribe fat i det håndgribelige og nære – én sag af gangen. 

I denne uge tager et team fra ARoS til Finland for at starte forberedelserne til den kommende udstilling på ARoS i 2016. Vi skal i den forbindelse møde kunstneren og indlede samarbejdet med museet for samtidskunst i Helsinki – Kiasma – som i øjeblikket viser en stor udstilling af kunstnerens værker.

Følg forberedelser, når vi overtager ARoS’ instagram torsdag d. 3. september!