De rebelske impressionister – Opgøret med det officielle kunstliv

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Monet - Lost in Translation, Udstillinger den af .

I 1863 vakte den franske maler Édouard Manet furore på Salon des Refusés (de afvistes udstilling) med kunstværket Déjeuner sur l’herbe (Frokost i det grønne). Maleriet, som forestiller en nøgen kvinde i det fri med blikket rettet direkte ud mod beskueren, to fuldt påklædte mænd og en badende kvinde i baggrunden, blev afvist på den officielle salon på grund af dets stil og valg af motiv. Ifølge salonens dommerkomité sprang det genrekonventionerne for den akademiske landskabskunst.

Ca. 10 år senere udfordrede og chokerede den efterfølgende generation af malere det officielle kunstliv. Blandt de unge malere, der foruden Claude Monet, også talte Camille Pissarro, Auguste Renoir, Alfred Sisley, Frédéric Bazille, Berthe Morisot og Edgar Degas, gjaldt det om at skildre naturen og det de iagttog og sansede omkring sig på ny. De impressionistiske malere, som de senere blev kaldt, ønskede at markere sig uafhængigt af det officielle kunstliv.

Derfor dannede de i 1874, efter flere år med adskillige afvisninger fra Salonen, det uafhængige fællesskab Société Anonyme d’Artistes. Fotografen Nadar stillede sit atelier på en af de nye boulevarder til rådighed, og udstillingen blev den første af i alt otte impressionistudstillinger, som blev afholdt i Paris frem til 1886.

Den 15. april blev dørene til den første impressionist-udstilling åbnet. Folk strømmede til – og hold nu fast – 200 gæster deltog i åbningen. Efterfølgende kom omkring 100 gæster dagligt. Men malerierne, der hang på de rubinrøde hessian-vægge i Nadars nye lokaler mødte stor kritik, særligt af den sarkastiske kunstkritiker Louis Leroy (1812-1885). I sin anmeldelse af udstillingen anvendte Leroy som den første udtrykket ”impression” fra titlen på maleriet Impression. Soleil levant (Indtryk. Solopgang) af Monet. Han brugte det spottende om billedernes stil og indhold:

Oh! det var en barsk dag, den dag hvor jeg dristede mig til at besøge den første udstilling på boulevard des Capucines i selskab med Monsieur Joseph Vincent, landskabsmaler, elev af Bertin og beløn­net med medaljer og hædret under flere regeringer. Den uforstandige var taget derhen uden ondt i sinde; han forestillede sig at skulle se malerier, som man gør overalt, gode og dårlige, snarere dårlige end gode, men ikke krænkelser af god kunstnerisk praksis, af dyrkelsen af for­men og respekten for mestrene. – Åh! Formen! Åh! Mestrene! Dem er der ikke længere brug for, du gamle! Vi har lavet om på alting.

Men Leroy stod ikke alene. Også kunstkritikeren Henri Polday udtrykte sig i negative vendinger og skrev i tidsskriftet La Renaissance littéraire et artistique: “De siger, at de vil gribe naturen, som den er. Som den er! Men i deres værker, skitser, hvor de skaber total abstraktion i detaljerne, viser de mindre, det der er, end det, de ser.”

satie_monet

Reaktionerne mindede om det ramaskrig, som blev udløst i 1863 under Salon des Refusés, og flere af gæsterne krævede endda deres penge retur. Med få undtagelser følte mange af samtidens kunstopkøbere og kritikere sig provokeret af den impressionistiske malemåde. De betragtede den som udtryk for en krisetilstand inden for maleriet.

Frem til den sidste impressionist-udstilling i 1886 var meningerne delte. Der var de sædvanlige udtalelser om, at Claude Monets sol i hans solnedgangsmotiver lignede en flået tomat. Andre hævdede, at samtlige malere i gruppen var farveblinde. Men med årene oplevede de impressionistiske malere også positiv respons. I Paris-Journal blev Monet fx rost for sine kystmotiver og for hans ”blændede illusionistiske evner”. I foråret 1883 arrangerede kunsthandleren Paul Durand-Ruel fire soloudstillinger med henholdsvis Monet, Renoir, Sisley og Pissarro, som alle fik flotte anmeldelser og solgte godt. På trods af mange års modgang lykkedes det de impressionistiske malere at gøre op med det officielle kunstliv og i dag er det åbenlyst, at værkerne repræsenterede en helt ny opfattelse af, hvordan et maleri kunne se ud.