Hvad drev de impressionistiske malere frem mod et helt nyt billedsprog i kunsten?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Monet - Lost in Translation den af .

I slutningen af 1800-tallet skete der store forandringer i Frankrigs hovedstad Paris. Industrialiseringen med nye teknologiske opfindelser tog fart. Jernbanestrukturen blev udvidet. Nyheder tikkede ind takket være telegrafen og fra sin luftballon fotograferede den franske fotograf Nadar byen fra oven. Herfra registrerede han en moderne storby i rivende udvikling. Haussmann fik i henhold til Napoleon III’s anordning anlagt nye brede boulevarder. Gaslygterne i de parisiske gader blev elektrificeret. Nye havnekajer blev bygget for at styrke trafikken på Seinen, og fodgængere og hestekærrer måtte pludselig konkurrere med automobiler og sporvogne. Og med de smertefulde erindringer fra 1870-71 i baghovedet, hvor Frank­rig mistede både ære, penge, land og soldater under den fransk-tyske krig, var Frankrig hen imod århundredets afslutning, drevet af stolthed og nationalisme.

Slutningen af 1800-tallet var altså en tid, hvor mennesket begyndte at få en ny mobilitet gennem nye jernbanestrækninger, hurtigere tog og dampskibenes afløsning af sejlskibene. Denne nye mobilitet, der prægede tiden, gjorde et vældigt indtryk på de impressionistiske malere. Især udbygningen af jernbanen i 1840’erne samt endnu en af tidens nye opfindelser, nemlig oliemaling på tube, havde stor betydning for udviklingen af det impressionistiske landskabsmaleri i slutningen af 1800-tallet. Claude Monet samt de øvrige impressionistiske malere, der dyrkede friluftsmaleriet, steg på toget for at opleve og udforske områderne uden for Paris. For dem gjaldt det om at genopleve naturen, landsbyerne og kysterne, der ikke alene bød på arbejdsro, kunstnerkolonier og frisk luft, men vigtigst af alt lysfyldte og levende landskabsmotiver. Under den åbne himmel søgte de at overføre deres synsindtryk, eller såkaldte impressions, til lærredet. De gengav, gennem deres stemningsfulde værker, lysets brydninger gennem atmosfæren, skyernes bevægelse hen over himlen samt vandets og tågedisens farver.  På forskellig vis registrerede de naturen omkring sig.

Faktisk kan det i dag virke helt uforståeligt, at impressionismens billeder vakte stor forargelse, da de i 1870’erne blev udstillet i Paris for allerførste gang, for dengang hævdede samtidens kritikere, at den skitseprægede og ufærdige malemåde var et resultat af kunstnernes dårlige synsevner. Men de impressionistiske malere havde naturligvis selv et helt andet syn på sagen. De mente modsat, at deres billeder lå tættere på den sansede virkelighed end det klassiske maleris detaljerige og minutiøse formsprog, og at den kunst, de skabte, i langt højere grad end den klassiske kunst skabt på baggrund af akademiets dominerende genrekonventioner, afspejlede en verden i bevægelse, i fuld overensstemmelse med den mobilitet og den rivende udvikling, der tog fart omkring dem.

Med udstillingen Monet – Lost in Translation ønsker ARoS, som nævnt flere gange, at revitalisere Monet og hans samtid. For først når vi dykker ned i det liv, der udspillede sig omkring Monet og hans samtidige kunstnerkolleger, forstår vi, at den moderne kunst blev grundlagt af impressionisterne.

Når vi ved, at malerierne blev skabt i en tid, hvor mennesket begyndte at få en ny mobilitet gennem nye jernbanestrækninger, hurtigere tog og dampskibenes afløsning af sejlskibene, så kommer vi et skridt nærmere tidens mentalitet og måske også impressionisternes visuelle udtryk. Og når vi bliver mindet om tidens nye teknologiske opfindelser, fx at fotografiet begyndte at gøre sig gældende, og at man også snart kunne kommunikere gennem luften via radiobølger, så forstår man, at det var en verden, som havde behov for helt at definere sig selv på ny, også i billedkunsten. Med ét handler det således ikke om valg af komposition og farver alene, men om hvordan en ny og radikal type kunst tvang sig frem som følge af, hvordan verden og synet på verden ændrede sig drastisk i anden halvdel af 1800-tallet.

I dag fremstår impressionisternes kunst som alt andet end radikal. Men da de første billeder blev skabt, var de netop det – radikale.