Rousseau blev uddannet under Lethière i den nyklassicistiske tradition, men han studerede lige så meget på egen hånd, især på Louvre, hvor han kopierede kunstneren Adriaen van de Velde og andre, samt ude i naturen, fx på en rejse i Auvergne og Normandiet 1830-32. Allerede i 1831 debuterede han på Salonen, bl.a. sammen med Díaz de la Peña, der også blev medlem af Barbizon-skolen. Som de øvrige Barbizon-malere efterstræbte Rousseau et individuelt udtryk gennem skildringen af den uberørte natur ved Fontainebleau-skovene. Her opholdt han sig det meste af sin levetid i tæt kontakt med naturen. Han skildrede enkeltstående nære motiver: en mose mellem træerne, en skovlysning, et stort egetræ og lign. og indlejrede gerne en lidt barsk og dyster stemning af ensomhed og isolation i sine billeder.
I udstillingen ”Monet – Lost in Translation”, kan du opleve ”Dammen” fra 1850, som er lånt fra Musée Fabre i Montpellier i Frankrig.