GET LOST… I LONDONS MYSTISKE TÅGE

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Monet - Lost in Translation, Udstillinger den af .

Da den fransk-tyske krig i 1870 bryder ud, flygter Monet med sin familie til London. Her introduceres han bl.a. for kunsthandleren Paul Durand-Ruel, som får stor betydning for hans fremtid som kunstner. Men også Camille Pissarro, en anden stor impressionistisk maler og ven til Monet, flygtede til England under den franske-tyske krig og Pariserkommunen. Under deres eksil i London besøgte Monet og Pissarro ofte byens mange kunstmuseer. Særligt de britiske malere J.M.W. Turner og Whistler vakte deres interesse.

Efter krigen vendte Monet og familien tilbage til Frankrig. De slog sig ned i byen Argenteuil lidt udenfor Paris, men dette betød ikke, at London var et overstået kapitel for Monet. Tværtimod.

Flere gange i løbet af sit liv vendte Monet tilbage til London, både fordi han holdt meget af byen, men også fordi han yndede at male Londons to broer Charing Cross Bridge samt Waterloo Bridge fra Hotel Savoy, hvor han altid boede, når han var i London.

To af Monets “gensynsbilleder” fra 1899-1901; Charing Cross Bridge. Tåge, 1902 og Waterloo Bridge, sløret sol, 1903 vises begge på den aktuelle udstilling på ARoS, Monet – Lost in Translation. Begge malerier er skildret fra Monets hotelvindue på Savoy Hotel med udsigt over Themsen og den sydlige del af London. Herfra malede han ikke mindre end 42 værker af Waterloo Bridge, som lå på den ene side af Themsen og 35 af Charing Cross Bridge, som lå på den anden. I forskelligt vejrlig og på forskellige tidspunkter af dagen fremkaldte han den gådefulde, slørende virkning af røg og tåge, som indhyllede broerne. Han sendte dermed en hilsen til både Whistler og Turner. De to værker kan opfattes som en slags undersøgelser af atmosfæriske forhold og fænomener; vandets bølgen, trafikken, der passerer over broen, skorstensrøg i baggrunden og frem for alt det lys eller tågeslør, der indhyller hele motivet. ”Det, jeg bedst kan lide i London, er tågen”, forklarede Monet, og når han gang på gang lovpriste tågen, var det uden tvivl, fordi den befordrede det, han søgte mere end noget andet; det han kaldte enveloppe, nemlig det ensartede lys, der indhyller alt synligt og giver billederne deres flimrende og øjebliksagtige udtryk. Foran disse billeder kan man ikke undgå at forsvinde ind i tågens magiske dis, der lægger sig som et blødt og berusende slør over hele billedfeltet.