Monets fortryllende have i Giverny

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Monet - Lost in Translation, Rejser den af .

For nogle år tilbage besøgte jeg Monets ejendom i Giverny, et lyserødt hus med grønne skodder, der ligger tæt på Seinens bred, kun få timers togrejse fra Paris. Her boede Monet fra 1883 til hans død i 1926. Jeg husker tydeligt, hvor overvældet jeg blev, da vi bevægede os ud i haven fra den gule spisestue. Et væld af farverige blomster mødte mit blik. Roser, valmuer, irisser, krysantemum, rododendron, sværdliljer og andre liljearter af den sjældneste slags stak op fra bedene i en skønsom blanding. Der var desuden en aflang pergola med roser, der slyngede sig hen over hovederne på os. Og forenden af den tætbevoksede tunnel af roser havde Monet anlagt en kunstig åkandedam, der både skulle fornøje og give ham nye motiver til sin kunst. Han fik tilladelse til at aflede vand fra det lille vandløb Le Ru, der også løber langs ejendommen den dag i dag. Åkandedammen er placeret bagerst i haven. Den er omgivet af popler og piletræer og hen over dammen går en grøn bro med et opsat espalier indhyllet af den smukkeste blåregn.

Sidenhen har jeg læst, at blåregnen for Monet udgjorde et køligt slør af skygge, der gjorde det tålsomt for ham at arbejde på broen i flere timer.

Da jeg under mit besøg i haven selv stod på broen, så jeg Monet for mit indre blik. Jeg så ham i færd med at male vandspejlet med åkanderne, der dovent drev på vandoverfladen i gule, blå og rosa farver.

Den kunstige åkandedam, som Monet selv fik anlagt, favnede hans største interesser, nemlig det grænseløse og flygtige, elementer, der bevæger sig ind og ud af hinanden med lys, der glitrer og reflekterer og skyer og tåge, der slører vores blik.

Selv fortalte Monet til journalisten Thiébault-Sisson, der engang interviewede ham: ”Jeg har ofte malet disse åkander, og hver gang ændret mit synspunkt, omformet motivet i henhold til årstiderne og de forskellige lysvirkninger, der følger med årstidernes skiften […] Desuden skifter virkningen ustandseligt, ikke kun fra en årstid til en anden, men fra det ene minut til det næste, for åkanderne er langtfra hele sceneriet; de er faktisk blot tilbehør. Motivets essens er vandspejlet, hvis fremtræden skifter hvert øjeblik, takket være himmelhvælvingen, som spejler sig i det, og som dér spreder lyset og bevægelsen. Den passerende sky, den friske brise, stormen, der truer og bryder ud, vinden, der blæser voldsomt og pludselig aftager, lyset, der bliver dunkelt og så blusser op igen – der er så mange faktorer, som forvandler farven og forstyrrer vandets flader, som ikke kan opfanges af det uindviede øje […]”

Med sin have ønskede Monet at være tæt på naturen. Han ønskede at være i ét med den ro, som vandet, træerne og blomsterne udviste. Og hans drøm blev til virkelighed, for ved synet af åkandedammens glitrende vandoverflade samt det blide lys, som Monet indfangede og fæstnede igen og igen på sine lærreder, oplever man uden tvivl den ro og harmoni, Monet talte så meget om.

Under mit besøg stod det klart for mig, at haven i sig selv var et enestående kunstværk, et udtryk for livets cyklus med blomster og planter, der gror og springer ud, visner og dør. Monets fortryllende have i Giverny afspejler desuden en verden i bevægelse, en verden, som Monet, der ikke kun var maler, men også gartner, hver eneste dag passede og plejede og betragtede som et sted, der opvejede alt det grusomme. Det var med andre ord et sted, hvor håbet om en lysere fremtid kunne blomstre og gro, både konkret og symbolsk forstand.