Når kunsten drukner i masseproduktion

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Monet - Lost in Translation den af .

I dag ses Monet og de øvrige impressionisters værker overalt, både på kunstmuseer og som reproduktioner i dagligstuer og venteværelser. Derfor påstår ARoS med udstillingen ’Monet – Lost in Translation’, at der er gået inflation i Monet og det impressionistiske billedsprog. Som motiver på diverse merchandise, plakater og postkort er impressionisternes billeder i dag blevet reduceret til klichéer og ikoniske brands.

Det er klart, at plakater eller souvenirs med impressionistiske motiver som regel udgør et betydningsfuldt minde om en særlig kunstoplevelse. De er økonomisk tilgængelige og er derved med til at demokratisere kunsten. Kopierede varer kan også uden problemer skabe grobund for refleksioner over kunstværkers mange betydningslag på samme måde som originalerne kan. Farverne er måske ikke helt de samme og den kontekst, de vises i, er altid en helt anden end den kunstinstitutionelle. Men kopierne gør det muligt for os at tage vores kunstoplevelser med hjem, så vi kan mindes dem.

Men hvad sker der egentlig med vores syn på kunstens motiver, når de drukner i masseproduktion? Registrerer vi blot kunstværket på et overfladisk plan eller gør det ingen forskel? Og omvendt, giver vi os selv mere tid til fordybelse foran originale billeder? Spørgsmål som disse findes der mange svar til i den teoretiske verden: Den tyske billedteoretiker Walter Benjamin taler eksempelvis om, at kunstværket i reproduceret form taber sin aura, sin magi. Amerikanske Arthur C. Danto taler om kopiens manipulerende kraft og franske Jean Baudrillard om en endeløs række af kopier eller forfalskninger, såkaldte simulakrer, som kulturen og massemedierne introducerer for os, og som flytter vores opmærksomhed så langt væk fra virkeligheden, at vi ender med at fortrænge den. Massemedierne, siger han, omdefinerer konstant kendte kulturelle symboler og billeder. De placerer således virkeligheden i det hyperreelle.

MONET HOS TANDLÆGEN

På udstillingen ’Monet – Lost in Translation’ træder man til slut ind i et rum indrettet som et venteværelse hos tandlægen.

Venteværelset er et anderledes kuratorisk greb, som ARoS har realiseret for at bevidstgøre publikum om den strøm af kopierede billeder, som de udsættes for i det. Det rejser spørgsmålene: Hvad sker der i selve perceptionsakten, når vi står overfor et originalt værk versus en kopi? Og hvad gør den masseproducerede billedstrøm ved vores forståelse af kunsten?

Her på ARoS påstår vi, at vores forståelse af impressionisternes kunst- og verdenssyn, deres liv, kunstneriske intentioner og drivkraft i dag er gledet længere ud i glemslen til fordel for en genkendelsens glæde, et klichéfyldt motiv, vi måske har glemt betydningen af. Al interessant kunst har dog potentielt evnen til at få os til at se på ny, at reflektere anderledes og tænke i nye baner. Derfor, hvis vi vil, kan vi se igennem støjen af reproduktioner, transaktioner og inflation. Og netop derfor, gennem anderledes formidling og iscenesatte rum, har vi fundet det væsentligt at vække historien om Monet og de impressionistiske malere til live igen. For først når vi dykker ned i det liv, der udspillede sig omkring de impressionistiske malere, for at forstå, hvad der drev dem, forstår vi, at de var med til at definere kunsten på ny. Og først da forstår vi måske, at de introducerede en helt ny og radikal måde at male på, som førte til grundlæggelsen af den moderne kunst.

Udstillingen Monet – Lost in Translation har sidste åbningsdag søndag d.10. januar 2016.