Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det…

Dette indlæg blev udgivet i A New Dynasty - Created in China, ARoS, Kunstens rolle, Store kunstoplevelser, Udstillinger den af .

Nogle gange er det indlysende. Andre gange skal man kigge ekstra godt efter. Og heldigvis for det! For havde det været indlysende, ville man slet ikke kunne have oplevet det på ARoS. Det kræver en forklaring. I et hjørne af ARoS’ særudstillingsgalleri står for tiden et mindre kunstværk med titlen Grab, Help, 2010. Installationen er skabt af det kinesiske kunstnerpar Ji Wenyu og Zhu Weibing og forestiller små figurer i gang med at kravle op ad et klædestykke, som en anden gruppe af figurer haler i. De modstridende bevægelser er stupide, men er samtidig hinandens forudsætninger: ville én af grupperne give slip i klædet, ville samtlige figurer falde på gulvet.

Hvad der nok vil overraske de fleste at høre er, at den spøjse – lidt beskedne – kunstinstallation af små tekstildukker er det måske mest systemkritiske kunstværk i gruppeudstillingen A New Dynasty – Created in China.

Grab, Help leder nemlig i første omgang tankerne hen på Kulturrevolutionens kendetegn: at det intellektuelle måtte vige pladsen for det kollektive. Nærstuderer man ansigterne på figurerne, er det slående, at de mangler individuelle træk. Uden mund eller øjne virker de udtryksløse dukker som inaktive statister, der uden at tage stilling til deres eget liv passivt følger den udstukne retningslinje. Grab, Help er således grundlæggende et billede på det kommunistiske samfund, hvor de forskellige samfundsklasser, bundet i et skæbnefællesskab, er hinandens forudsætninger. Hårde facts pakket ind i bløde tekstiler og toppet med en håndfuld krads sarkasme. Det bliver ikke bedre.

Systemkritik er som bekendt ikke noget, man bifalder i Riget i Midten. Kina har et massivt censureringsapparat, som afstraffer dem, der vover at gå forrest og tage bladet fra munden.

Det kan én af udstillingens øvrige kunstnere, Ai Weiwei, skrive under på. Hans aktivistiske handlinger, offentlige udtalelser og kunstinstallationer, som fremstiller det kinesiske styre som korrupt og manipulerende, førte i foråret 2011 til husarrest. Det kinesiske styre holdt kunstneren indespærret i 81 dage, hvor han – tiltalt for skattesnyd – var frataget sit pas.

Og censuren finder skam også sted i det daglige. Det erfarede vi undervejs i udstillingsprocessen, da et maleri af billedkunstneren Chen Fei blev tilbageholdt i Kina. Begrundelse: det forestiller en nøgen mand, som blotter sine genitalier. Kina er et patriarkalsk samfund, og nøgenhed er lig med kontroltab. Ergo forlader ingen nøgne mænd Kina. Små ensartede tekstilmænd, der hiver i et klædestykke, opfatter den kinesiske censur derimod ikke umiddelbart som et farligt emne. Af sted til Danmark med det kunstværk.

Hver gang jeg ser på installationen Grab, Help tænker jeg på, hvad kunst kan: nemlig berette om vores konkrete virkelighed på en symbolsk måde – og i dette tilfælde på så spidsfindig vis, at kunsten elegant snor sig udenom censuren. Det er altså ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men de ansigtsløse tekstildukker beretter om de eksistentielle vilkår, som 1.4 milliard kinesere lever under. Vilkår, som fører mig til en skærpet erkendelse af mine egne realiteter og alle de privilegier, som min demokratiske, ucensurerede virkelighed indeholder.