Hvad vil det sige at være samtidskunstner, og hvordan måler man det?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Udstillinger den af .

Udtrykket at noget er ”samtidskunst” bliver tit brugt om kunst, der er lavet af nulevende kunstner, men lige så tit bruges det om et særligt udtryk indenfor kunsten, et udtryk hvor man eksperimenterer med formen og leger med de kunstneriske virkemidler.

Man ”sampler” populært sagt fra et hav af medier, udtryk og genrer. Men måske handler det i virkeligheden mere om, at den kunst der produceres i nu’et – samtidskunsten – skal have noget at sige, om den samtidig vi lever i.

Leonard Rickhard skuer mere tilbage i kunsthistorien for at finde sin inspiration. Historiske referencer til Giotto, Poussin, Lorrain og Cezanne optræder hyppigt i hans malerier. Ligeledes er hans meget klassiske, langsommelige, håndværksmæssige tilgang til maleriet en arbejdsmetode, som mange kunstnere i dag ikke finder samtidig.

Værkernes tematikker, er dog i høj grad noget det moderne menneske kan spejle sig selv i. Den indre kamp imellem en buldrende virkelighed der trænger sig på, og ønsket om at finde fred og stilhed til kontemplation og fordybelse, er noget de fleste mennesker slås med.
Det er yderpolerne Rickhards billeder arbejder med. Hans malerier skifter mellem eksempelvis betoning af flade og perspektiv, det hjemmelige eller det uhyggelige eller mellem krig og fred. Rickhards billeder har en særlig kvalitet som erindringsbilleder af vores kultur, da de på samme tid indeholder banale landskabsstudier, men ved nærmere eftersyn også indeholder spor af militærbarakker og et viser et mærkeligt arret landskab.

På denne måde er Rickhard et interessant vidne til den moderne historie. På én gang med ryggen til, men samtidig også med en nærmest uhyggelig relevans. Malerierne forholder sig mistænksomt til den moderne vestlige civilisation. Rickhards malerier mimer de klassiske forskrifter, men efterlever alligevel ikke deres regler og ender med at illustrere modernismens brud med de klassiske idealer. Rickhards forsøg på at fastholde maleriets klassiske dyder, udstiller det moderne menneskes melankolske forhold til fortiden. På én gang ønsker vi at fastholde den, men samtidig er vi bevidste om, at vores tids store spørgsmål kun kan indfanges af et formprog, der passer til samtiden.