Kinas fremtid er vores fremtid

Dette indlæg blev udgivet i A New Dynasty - Created in China, ARoS den af .

At postulere at Kinas fremtid er vores fremtid lyder måske overvældende, og er en påstand, som kun kan verificeres, når fremtiden engang indfinder sig. Ikke desto mindre er spådommen ARoS’ forudsætning for gruppekunstudstillingen A New Dynasty – Created in ChinaPåstanden tager udgangspunkt i den økonomiske rolle, Kina spiller i verden i dag, både som eksportnation af kinesiske produkter, som producent af produkter udviklet i Japan, Europa eller USA, men altså lavet i Kina, eller som økonomisk stormagt med globale investeringsinteresser. Uro i den kinesiske økonomi eller indenrigspolitik skaber dønninger uden for Kinas grænser. Der er ingen tvivl om, at der er trådt en ny spiller ind på verdensarenaen de sidste 25 år.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 10.38.42

Sayka, Zhang Xiaotao fra udstillingen A New Dynasty – Created in China. Foto: Montgomery

Ligeledes har også den internationale kunstscene i løbet af de sidste 20 år fået en række nye kunstnere fra Kina, som er med til at præge dagsordenen. I løbet af samme tidsrum er interessen for kinesisk kunst vokset betragteligt blandt Vestens museer, gallerier og samlere. På et tidspunkt fik man næsten indtryk af, at det var et modefænomen, en hype. Tiden har vist, at det var det ikke.

Der er ingen tvivl om, at den kinesiske samtidskunst står i et afhængighedsforhold til den europæiske/nordamerikanske kunsthistorie og kunstpraksis og -tænkning. Som en af kuratorerne bag A New Dynasty – Created in China, Feng Boyi, sagde, da jeg første gang var i Kina i 2011, ”Husk, at Kina har lært idéen om en samtidskunst fra Vesten.” Det at vurdere den kinesiske kunst ud fra en vestlig diskurs er ikke forkert, men det er ofte mangelfuldt. For kinesisk kunst har gennem de sidste 25 år, altså en generation, ændret sig meget. Ikke kun fordi Kina har ændret sig meget, fordi forholdene og rollen for den kinesiske kunstner har udviklet sig positivt, eller fordi internettet har givet kinesiske kunstnere mulighed for at orientere sig bredere i verden. Jeg vil påstå, at der har udviklet sig en anden grad af modenhed og selvbevidsthed blandt kunstnerne og i kunstfeltet. Og der har også udviklet sig en diskurs, som ikke kun lægger sig op mod den vestlige, men som i lige så høj grad er optaget af netop forholdet mellem Kina og Vesten og af de vekselvirkninger, der finder sted i enhver kulturudveksling. Man har endvidere kunnet se fremvæksten af kunst, som kommenterer, kritiserer eller på anden vis forholder sig til interne forhold, som vi udeforstående kun i mindre grad kender til eller har forstand på. Nogle gange kan en smule information bidrage til vores forståelse, andre gange går væsentlig information tabt i oversættelsen. Et andet forhold, som kan være sværere at forstå eller kende betydningen af, er, hvordan kunstnere vælger at forholde sig til Kinas egen flere tusindårige historie og kulturarv, samfundsliv og tankesæt, håndværkstraditioner og filosofi. Det kræver en helt anden indsats fra vores side. Men belønningen kan være stor; for al ny kundskab giver potentielt ny indsigt, om ikke andet udvider horisonten sig, og vi bliver klogere på såvel de andre som på os selv.

At prøve at begribe disse forhold er ikke blot et udgangspunkt for bedre at kunne forstå kunsten af i dag, og hvilken jord den er vokset frem af. Det er også en gylden anledning til at forstå Kina bedre, som nation og fænomen, historisk og aktuelt, og ikke bare i lyset af det kommunistiske regime og de mange ofre, det har medført siden kommunisternes sejr over nationalisterne i 1949.

En sådan tilgang til Kina vil med tiden blive mere og mere relevant. For det synes, som om flere og flere kinesere forstår sig selv i et større historisk perspektiv, hvor man ikke blot definerer sig i lyset af de sidste 66 år, men i lyset af de mange dynastier, som har eksisteret. Det er, som om kommunismens ideologi erstattes af en form for nationalromantik, hvor man søger tilbage til en anden storhedstid, da Kina var Kina på egne præmisser og ikke blot skabte sin fremgang og velstand ved at være hele verdens fabrik. At prøve at forstå kinesisk historie, arv og stolthed giver således også en mulighed for at få et lille glimt af, hvad Kina er i dag.

Forfatteren Johan Wolfgang von Goethe (1749-1832) skal efter sigende have udtalt: ”Man kan ikke forstå Kina, før man har stiftet bekendtskab med duften af Kina.” Vores udstilling A New Dynasty – Created in China er et forsøg på at skabe en duft, som giver en større forståelse for dette store land mod øst.