Spiste fiskerne på Skagen overhovedet fisk? Og kan man kalde Boy’s lilletå for ”lille”, når den bare er SÅ stor?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Formidling, Kunstens rolle den af .

Børns evne til at undre sig, fantasere og stille spørgsmål præger deres umiddelbare tilgang til kunst.Når jeg arbejder med udviklingen af formidlingsmaterialer målrettet familier, der besøger museets særudstillinger, er min største inspirationskilde børns forundringsevne og deres fantasifulde konklusioner. Lad mig her komme med et af mine yndlingseksempler:

Det er søndag eftermiddag, og traditionen tro er der aktiviteter for familier på museet.

Her vil en flue på væggen i udstillingssalen ”Abildgaard til Kirkeby” f.eks. kunne opleve, hvordan en gruppe børn og voksne er stimlet sammen foran P.S. Krøyers: ”Fiskekutterne skal lette. Efter Solnedgang. Skagen” (1894). Formidleren er godt i gang med at levendegøre Krøyers hang til at male i det fri og hans evne til at gengive strandenes unikke lys. Hun fortæller også om hverdagslivet på Skagen, som det så ud for mere end 100 år siden og om sammenholdet i den nordjyske kunstnerkoloni.

Børnenes indskydelser er livlige, når der skal sættes ord på motivet med fiskere på vej ud på fangst. Tilbage på stranden står en gruppe kvinder for at tage afsked med deres mænd. Indlevelsen er stor og lysten til at bidrage med egne forklaringer vokser i takt med at fortællingen skrider frem. Formidleren forsøger også undervejs at få børnene til at sætte ord på stemningen i billedet. Her er de hurtigt enige om, at scenen virker trykkende, og i den forbindelse har flere af børnene særligt hæftet sig ved kvindernes triste og længselsfulde ansigtsudtryk.

“Men hvorfor tror I mon, at kvinderne er så kede af det?” spørger formidleren. En lille 6-årig dreng på bagerste række tydeliggør med en langstrakt finger, som han akut skyder i vejret, at HAN har et rigtig godt bud. Med en høj og stolt stemme udbryder han entusiastisk: “Damerne ser da kede ud af det, fordi de faktisk ikke kan lide fisk…”

Sikke en fantastisk stemningsfortolkning af afskedsscenen ved stranden! Her er vi ganske vist et stykke fra den gængse fortolkning, der typisk vil forklare billedets triste stemning med det faktum, at fiskerne i sin tid ikke gjorde brug af redningsveste og derfor hurtigt kunne være dødsdømte, når havet viste tænder. Men drengen på omvisningen har i stedet sammenstykket sin egen fantasifulde forklaring – en forklaring der kobler billedets visuelle udtryk med personlig indlevelse. Jeg tænker næppe, at fiskeretter ligefrem hører til drengens yndlingsspise?

Det er min overbevisning, at vi som voksne kan lære en hel del af vores børn, når det handler om at se på kunst. Børnene har en særlig evne til at skabe fantasifulde historier om det, de ser, inddrage sig selv og i det hele taget bare skyde løs. Og de fleste holder sig ikke tilbage for at dele disse oplevelser med den, der måtte vise interesse. De holder sig heller ikke tilbage for til gengæld at bidrage med skeptiske modspørgsmål. Som f.eks. når den lille pige foran Boy spørger sin Far, om man egentlig kan kalde Boy’s lilletå for ”lille”, når den bare er SÅ stor?

De tiltag, jeg udvikler specifikt til familier i forbindelse med museets særudstillinger, er alle inspireret af denne forundring, fantasi og spørgelyst, vi møder hos børnene. Hvad enten resultatet tager form som en børneavis med fokus på Monet og hans samtid, et spørgehæfte til brug i udstillingen ”A New Dynasty” eller en billedjagt udformet som en paplineal relateret til Leonard Rickhard, er det overordnede sigte at fodre spørgelysten og derved give børnefamilier en indgang til fælles oplevelser i udstillingerne.