Kunst for børn?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Formidling den af .

På ARoS skal børn altid føle sig velkomne, og det ligger i vores målsætning, at vores formidlingstiltag skal bidrage aktivt til, at børnene bliver fortrolige med kunsten. Derfor arbejder vi bl.a. for, at vi til alle særudstillinger kan tilbyde et materiale, der er målrettet denne besøgsgruppe, og som skærper deres interesse og nysgerrighed samt styrker evnen til refleksion.  

På samme tid sigter vi med vores udstillingsprogram mod at vise kunst, der på én gang fascinerer, overrasker og udfordrer de besøgende. Hvis kunsten fører til videre debat, er det kun godt. Dette udmønter sig i sagens natur indimellem i udstillinger af opsigtsvækkende og provokerende karakter. Og den snart aktuelle særudstilling: ”Robert Mapplethorpe – On the Edge” er et godt eksempel:

Fotografen Robert Mapplethorpe (1946-1989) var kendt for sine portrætter af kendte i 1970’ernes og 80’ernes New York. Han var kendt for sine stramt komponerede fotos af nøgne mænd og kvinder med veltrænede kroppe, af statuer i marmor og bronze, af græske guder og djævle og af blomster. Men han var også optaget af seksuelt eksperimenterende og sadomasochistiske miljøer i New York, som han i slutningen af 1970’erne var en del af. Denne del af hans værker er ikke for børn. De udgør dog kun en del af hans samlede produktion, selvom de ofte fylder meget i debatten. Mapplethorpe var nemlig mest af alt optaget af form, af den rette lyssætning og af billedkomposition, og han var optaget af billedsymbolik og af de mennesker, han portrætterede, og hvis personlighed, han prøvede at fange i sine billeder. Der er derfor mange fototekniske og indholdsmæssige elementer at gribe i Mapplethorpes fotos, som både børn og voksne kan lade sig inspirere af. Derfor har vi også denne gang –  på trods af, at dele af udstillingen kun er for voksne – valgt at tilbyde en formidling, der henvender sig til børnefamilier.

Det var fra start vores ønske med udstillingen at præsentere et bredt udsnit af Mapplethorpes fotografier, og selvom vi har valgt at placere de mest ekstreme motiver i et separat udstillingsrum, vil de besøgende i udstillingen stadig kunne støde på værker, som kan virke overvældende. Men på ARoS tror vi på, at dialogen og den fælles forundring omkring kunsten spiller en vigtig rolle i afmystificeringen.

I arbejdet med formidling af særudstillingen med Mapplethorpe er målet således at give børnefamilier en håndsrækning ind i udstillingen og med afsæt i en række nøje udvalgte værker åbne op for samtalen omkring hans fotografiske univers. Vi glæder os derfor til at præsentere jer for vores børnevenlige orienteringskort, som består af en særlig rute, der leder familien gennem udstillingen med fokus rettet mod Mapplethorpes tekniske arbejde med fotografiet. Undervejs på ruten vil der være en række spørgsmål om udvalgte værker, som børnene skal finde frem til. Derudover præsenterer kortet nogle basale fotografitekniske tips og tricks, som opfordrer børnene til selv at eksperimentere med at fotografere.

Men orienteringskortet kan naturligvis ikke fungere alene. Vi henstiller til, at børn ikke sendes rundt på egen hånd i udstillingen, men at man som voksen selvfølgelig går rundt sammen med sine børn, går i dialog med dem omkring det, de oplever og derved bidrager til en fælles oplevelse.

Vi håber derfor på at se, både store og små gå på opdagelse i udstillingen Robert Mapplethorpe – On the Edge.

Af: Anne Mette Høncke og Maria Kappel Blegvad