Grayson Perry – Se min kjole

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Grayson Perry - Hold Your Beliefs Lightly, Udstillinger den af .

På ARoS vises i øjeblikket udstillingen Hold Your Beliefs Lightly med værker af den britiske kunstner Grayson Perry. Perry er ikke bare en alsidig og alsidigt udseende kunstner; han er også en af Englands væsentligste samtidskunstnere og en vægtig stemme i samfundsdebatten, når det angår køn, identitet og klassesamfund. I sine værker, bøger, talks og prisvindende TV-serier undersøger og kommenterer Grayson Perry vores samfund og de normer, tilhørsforhold, regler for god smag og definitioner på mande- og kvinderoller, som vi bevidst og ubevidst lever efter hver dag.

Grayson Perry er kendt for sine værker i keramik og sine vægtæpper – begge medier man ikke ser meget af i samtidskunsten. Men en del af fortællingen om Grayson Perry er i høj grad også hans liv som transvestit og hans offentlige optrædener i flotte og fantasifulde kjoler. Nogle af dem har han selv designet, og andre har han købt af sine elever på designskolen Central St. Martins.

Arqiva British Academy Television Awards 2013 - Red Carpet Arrivals

Det var en aftale og en tradition, der kom i stand, engang Perry stødte ind i en gammel ven i bussen. Det var i London, og han var klædt som trendy husmor. Vennen, Natalie Gibson, der har undervist på designskolen Central St. Martins siden 1965, overbeviste Perry om, at han skulle udfordre de studerende til at lave kjoler til ham. Central St. Martins er kendt for at fostre nogle af verdens førende modeskabere. Eleverne hos Perry får fem uger til at lave en kjole – en kjole til Perry, der kan få folk til kigge efter ham med på én gang beundring og forbavselse. Nogle af retningslinjerne, de får, er, at Perry ikke bryder sig om at vise for mange af sine kropsformer frem og i øvrigt ikke kan lide svømmetøj, denim, rå syninger og metalliske stoffer: ”Jeg er jo transvestit, det skal være leg.” Hvert år afsluttes med, at Perry køber op til 14 kjoler for omkring 5.000 kr. stykket. Kjolerne viser forskellige favoritemner over årene, ikke bare i Perrys tøjsmag, men også emner, som har haft indflydelse på de kunstneriske valg, som Perry har truffet gennem tiden.