LOVE COMES BACK TO YOU, IF YOU GIVE IT AWAY!

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, ARoS FOCUS // NEW NORDIC den af .

Snart åbner ARoS en ny udstilling med den islandske kunstnergruppe Icelandic Love Corporation. Derfor har jeg været en tur på Island, hvor jeg mødtes med kunstnerne bag: Eirún Sigurðaradtóttir, Jóní Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdóttir. 

I flyet til Reykjavik, lige inden take off, sad folk med mobiltelefonerne fremme. Flyets motor brummede højt, og vi rullede langsomt af sted på start- og landingsbanen. Alligevel slukkede ingen telefonerne. Der var nemlig kun 1 minut tilbage af kampen mellem Island og Østrig, og der stod 1-1. Pludselig hujede og klappede alle. Island havde scoret det afgørende mål, 30 sekunder før kampens afslutning. Jeg tør godt indrømme, at jeg intet ved om fodbold, men den energi, som spredte sig på flyet efter sejren – præget af stolthed, glæde og solidaritet –  blev en følgesvend på min videre rejse til Island. Og den gjorde, at jeg kun glædede mig endnu mere til at lande på islandsk jord.

Stolthed, glæde og solidaritet er nemlig også helt kendetegnende for kunstnergruppen Icelandic Love Corporation. Jeg besøgte dem i deres atelier, som ligger ovenover Saga-museet ved havnen i Reykjavik.  Jóní, Eirún og Sigrún fortalte mig om deres mange ideer til deres kommende udstilling – en udstilling, der kommer til at bære den positive og slagkraftige titel: Love Conquers All! Det stod klart, at dette budskab, der betoner kærlighedens ubestridelige kraft i kampen for en bedre verden, kommer til at gennemsyre deres kommende ARoS-udstilling.

IMG_0938

På udstillingen vil publikum blive ført ind i et legende og delvist psykedelisk univers bestående af spindelvævslignende korridorer konstrueret af pangfarvede nylonstrømper. Dagligt vil kunstnerne foretage opkald fra Reykjavik til en rød vintagetelefon, centralt placeret i galleriet, ud fra ønsket om at drøfte livsvigtige emner med publikum så som magt, kærlighed, klima eller samhørighed. Den største installation vil inkludere to trampoliner, som publikum kan vælge at træde op på. Vælger man at hoppe, vil man kunne se et ellers usynligt rum, som kunstnerne har indrettet bag en lang spejlbeklædt væg.

FullSizeRender[3]

Ved indgangen opfordres publikum til at tage stepsko på. Efterfølgende vil de blive mødt af en installation, der involverer et metallisk dansegulv. Stepskoene er dog ikke helt almindelige, for på ydersålerne har Icelandic Love Corporation påmonteret magneter. Magneterne vil trække de dansende ned mod gulvet, så man får tyngdekraftens tiltrækningsevne at mærke.

Overordnet forholder udstillingen sig altså til de helt store kræfter, tyngdekraft og kærlighed, og leger med, hvad der sker, når man lader sig styre af energier, som er større end én selv. Som kunstnerne selv siger: Love is the most powerful element in the world. It is an attraction, we cannot deny, and it is something that runs through everything we create. We really love the whole world, other humans, animals, the planet, as well as other planets, and it shows in the things we do. Some people might find us romantic, but we think that love is truly a strong force that we should not neglect. If we want to change this world into a better place, love should not be neglected to clichés. We wouldn’t be here without love. It’s like a spiral. Love comes back to you, if you give it away.