No Man is an Island – The Satanic Verses

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Formen, Kunstens rolle, Samlingen, Udstillinger den af .

Vi lever i eventyrlige tider. I tider som aldrig før og aldrig siden. Tider, hvor vore valg og tanker i årene, der kommer, vil forme livet for utallige generationer efter os. 

No man is an Island – The Satanic Verses er en udstilling om et Europa i bevægelse. Et Europa, hvor vi som individer og grupper til stadighed udfordres på vores menneskesyn og værdigrundlag, på vores tiltro til retssystemet og enkeltindividets frihed. Udstillingen er udviklet med vores egen europæiske samtid og udkigspost som bagtæppe: tiltagende politisk populisme, finansiel uro, politikerlede, voksende immigration og parallelsamfund, Brexit og Panama-papirer, terror i Frankrig, København, Bruxelles, Tyrkiet og hastige klimaændringer. Og det er en udstilling om kunsten, kundskaben og tænkningens plads i et nyt Europa, et Europa, hvor splittelser truer fællesskabet.

nomanblog_31A8446

Den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg (1684-1754) er nok den enkeltperson, som har påvirket udbredelsen af idéen om Europa i Norden allermest. Holberg mente, at Europa var baseret på følgende tre historiske forudsætninger: græsk humanisme, romerretten og den kristne frie vilje. Humanismen handler om troen på mennesket og vores fælles eksistens. Det humanistiske livssyn sætter respekten som norm for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Retsvæsenet handler om at have et retssystem, som beskytter enkeltindividet, og den frie vilje handler om graden af selvbestemmelse og indflydelse på vores eget liv uden at være underlagt institutionel tænkning. I dag kan vi tilføre et tredje element: demokratiet eller folkestyret. Alle fire dele handler om det samme, nemlig hvordan individ og samfund er tæt sammenvævede og gensidigt afhængige. Dette forhold er smukt beskrevet i den engelske forfatter John Donnes tekst fra 1624, som indledes med linjerne: ”No man is an Island”. Og han fortsætter: Entire of itself, Every man is a piece of the continent, A part of the main”.

Hvis en af delene mangler, bryder strukturen sammen. Uden den frie vilje, ikke noget demokrati, uden beskyttelse af enkeltindividet, ingen humanisme. Derfor skal det tankegods, der ligger bag vores fælles værdier, konstant udfordres, aldrig lades i ro, men udfordres og undersøges for at sikre, at trådene holder, at strukturen er stærk.nomanblog_31A8419

Litteratur og andre former for kunst kan nogle gange åbne vores øjne for det åbenlyse, som vi ellers nemt kommer til at overse. Nogle former for kunst har en helt særlig evne til at udfordre os og vores tænkning. Ja, kunst forudsætter simpelthen, at vi tager et opgør med vores egne eller samfundets fordomme, normer eller tabuer. Et sted i De sataniske vers (1988) skrev den indiske forfatter Salman Rushdie (f. 1947) ”En digters arbejde består i at nævne det unævnelige, i at udpege bedrag, tage parti, starte skænderier, forme verden og forhindre den i at falde i søvn”. Som et ekko heraf lyder den palæstinensiske litteraturteoretiker Edward Saids (1935-2003) ord, da han få år senere i de berømte ”Reith-forelæsninger” (1993) skriver om den intellektuelles ansvar. ”Den intellektuelles største ansvar”, siger Said, ”er stadigvæk at sætte spørgsmålstegn ved status quo i alle dele af samfundet”. Opfordringen er krystalklar: Gør man ikke det, svigter man sin næste og sin egen mulighed for at gøre verden bedre. Ingen har så tydeligt som Hannah Arendt (1906-1975) påvist, hvilken ondskab der kan udløses, når der ikke længere stilles spørgsmål. Den tysk-jødiske filosof, som delte eksilskæbne med Said, afdækkede, hvordan fraværet af spørgsmål giver næring til ondskabens banalitet. 

Nogle former for kunst rummer evnen til at stimulere og udvikle individualister, der er i stand til at tænke kollektivistisk. Selvstændigt tænkende har derfor altid været den største hindring for dem, som ønsker at kontrollere andres tanker og liv, det være sig politisk og/eller religiøst. De sataniske vers udløste en fatwa over Rushdie fra det iranske præsteskab, en fatwa som fortsat står ved magt. Bogen står på mange måder stadig som et symbol på en kamp, som aldrig må tabes; friheden til at ytre sig kritisk, som er kernen i demokratiets idé og udgangspunktet for al humanisme, og muligheden for at udfolde vores fri vilje.

Vi må aldrig tro, at de kampe for frihed og ligeværd, som er vundet, er vundet en gang for alle. Også fordi disse rettigheder ikke gælder alle dem, du møder i løbet af en dag. De skal vindes igen og igen. Gennem samtaler, kritik, uenighed og forståelse af mellemmenneskelige relationer, ikke gennem at kræve, men gennem at skabe og ”forhindre den [verden] i at falde i søvn”. Det er dét, der står på spil. Og det er dét, udstillingen No man is an Island – The Satanic Verses  forholder sig til.