Døde heste og giraffer på kaminhylden

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Samlingen, Udstillinger den af .

En 12-årig pige fra Utah i USA, der poserer med en giraf på skulderen, som hun stolt viser frem efter netop at have skudt på en jagt i Sydafrika. Det er en historie, som Politiken omtaler har skabt en shitstorm på de sociale medier. Det gjorde Bjørn Nørgaards Hesteofringen også, da den fandt sted i 1970, omend det foregik på datidens medier.

Bjørn Nørgaards værk kom på kunstmuseum, eller rettere relikviet efter kunstaktionen: Syltetøjsglassene med dele af den slagtede hest. Hvis nu man sætter et sådan glas på kaminhylden, så kan det forstås på forskellig måde: Som et minde om den døde hest eller som et trofæ over den dræbte hest. For Bjørn Nørgaard var det en rituel slagtning, med det formål at protestere imod Vietnam-krigen, som var den krig det var aktuel dengang.

Da Københavns Zoo aflivede en giraf, var det fordi der ikke var plads til den. Da Odense Zoo dissekerede en løveunge, var det for at formidle viden om dyr og deres leveforhold. Når Naturforvaltningen vil have udryddet invasive dyrearter, er det for at beskytte de lokale arter. Når jægerne bliver bedt om at skyde nogen kronhjorte, er det for at give ordentlige leveforhold for de andre.

Men når den omtalte pige skyder giraffen, er det bare fordi hun kan. Hun er stolt af det, omend der vel ikke er noget særligt imponerende i på afstand at skyde med et gevær. Men følelsen er nok den, at jeg er den stærkeste. Jeg har fået et trofæ, det er for prals skyld. Jeg synes ikke, man skal slå dyr ihjel – bare fordi man kan.

Jeg har selv oplevet, for år tilbage i forbindelse med en udstilling om grønlandsk kunst i Stockholm, pludselig at skulle forsvare at grønlænderne slog dyr ihjel, da den franske skuespillerinde Brigitte Bardot gik til kamp for de søde sælunger. Men de slog jo ikke ihjel for at få et trofæ, det var befolkningens eksistensgrundlag, de brugte alt fra dyret, og havde stor forståelse for betydningen af at bevare naturens balance.

Det er ikke handlingen, der adskiller de forskellige historier, men årsagen til hvorfor de gør det. Shitstorme er ofte karakteriseret af den hurtige reaktion på et enkelt element uden at have gidet at sætte sig ind i den større sammenhæng. Derfor er politikeren, videnskabsmanden, kunstneren udsat for at blive misforstået.

Det forargelige ved Bjørn Nørgaards Hesteofringen er i virkeligheden, at shitstormen gik på slagtningen af hesten, og ikke på krigen. Dissekeringen af et dyr fra fryseren i zoologisk have fremfor ødelæggelsen af deres naturlige leveområder. Den søde sælunge fremfor overudnyttelsen af naturens resourcer.

At ridse en Lamborghini kan også bringe sindene i kog, men at der i verden findes skruppelløs udnyttelse af mennesker for egen vindings skyld, er ligesom for svært at forholde sig til.