Jamen, så giv dem dog kage!

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Store kunstoplevelser, Udstillinger den af .

Nogle gange støder man pludselig – helt ud af det blå – på et historisk citat. Et citat, som trækker tankerne tilbage til en bestemt periode og til en bestemt person. Under mit arbejde med den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos’ soloudstilling Textures of Life stødte jeg ind i citatet Jamen, så giv dem dog kage, som efter sigende skulle have været udtalt af den franske dronning Marie-Antoinette i 1770erne. Rygterne ville vide, at dronningen i irritation over at blive konfronteret med den parisiske hungersnød kommenterede på folkets råb om hjælp med kage-forslaget. Selv var hun nemlig ikke forment adgang til kage og et liv i luksus i øvrigt. Det er med andre ord ikke det mest flatterende lys, som eftertiden har sat Marie-Antoinette i. Godt hjulpet på vej af citatet fremstilles hun ofte som ansvarsløs, frivol og uden omtanke for sine medmennesker.

Ikke desto mindre møder man i Vasconcelos soloudstilling et andet blik på den afdøde dronning i kraft af installationen Lilicoptère, 2012.

Værket er en gammel Bell Air helikopter belagt med lyserøde strudsefjer, similisten, guld, perlebroderier og tykke specialfremstillede gulvmåtter – ekstravagance i overflod! Vasconcelos skabte værket til sin soloudstilling på Château de Versailles i 2012. I de selvsamme stuer som Marie-Antoinette og hendes ægtefælle, Solkongen Ludvig 16. levede forbandt Vasconcelos helikopter fortid med nutid. Den spektakulære installations fortælling er nemlig mere alvorsfuld end helikopterens umiddelbare udstråling. Lilicoptère knytter sig til det faktum, at Marie-Antoinette druknede sorgerne over sit arrangerede og ulykkelige ægteskab med Ludvig 16. i overdreven ødselhed. Dronningens udskejelser gjorde hende uhyre upopulær ved hoffet og blandt det franske folk. Marie-Antoinette endte sine dage i guillotinen under den franske revolution – et halvt år efter at også Ludvig 16. blev henrettet.

Med Lilicoptère stiller Vasconcelos skarpt på modsætningen mellem Marie-Antoinettes økonomiske og mentale situation. Samtidig peger den lyserøde helikopter på det faktum, at den franske revolution – qua demokratiets opståen – lagde grundstenen til 1900-tallets feministiske bevægelser. Marie-Antoinette bliver i Vasconcelos’ optik således et symbol på ligestillingssamfundets oprindelse.

På den måde kaster Lilicoptère et helt nyt lys over fortiden og dens personligheder. Uanset om man er historieinteresseret eller ej, er Lilicoptère et besøg værd. Jeg gætter på, at få pigebørn efterlades uberørte!