Den vilde, vovede og sene Willumsen

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Store kunstoplevelser, Udstillinger den af .

Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) var en alsidig og eksperimenterende kunstner, der beherskede flere kunstneriske medier: skulptur, grafik, tegning, arkitektur, keramik og fotografi. Maleriet var dog hans foretrukne, og han udførte et stort antal værker i sit lange, produktive liv. Willumsen var en kunstner, der gennem hele sit liv formåede at overraske, fascinere og forarge. Især hans sene produktion, fra slutningen af 1920’erne, vakte stærke følelser hos samtidens borgerskab.

ARoS sætter nu spot på den sene og mere vilde Willumsen for at undersøge, hvordan han arbejdede meget mere voldsomt med maleriet end andre i sin samtid. Med udstillingen ønsker ARoS at vise en ofte overset side af kunstnerens virke, som har været dømt ude af kunsthistorien, men som måske i virkeligheden blot var forud for sin tid.

Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med J.F. Willumsens Museum i Frederikssund og rummer over 90 af kunstnerens værker, dertil kommer et stort udvalg af kunstnerens efterladte farveprøve eksperimenter og et udvalg af hans fotografiske motiver.

Værkerne på udstillingen er inddelt i 10 tematiske rum, som omhandler forskellige fokuspunkter i Willumsens kunst; fx selviscenesættelse, portrætter og bjergmotiver.

I Willumsens sene værker kan man genkende elementer fra hans tidligere produktion. Både motiver fra malerier, der genbruges og rekontekstualiseres i nye sammenhænge, men også motiver der indhentes fra hans enorme mængde af fotos. Et liggende ungdomsfoto af en ung Willumsen kan genfindes i en skildring af den ældre kunstner liggende på sit dødsleje i Stenstatuen. Ikke se, ikke høre, ikke ville, 1937.

Skærmbillede 2016-11-29 kl. 08.49.30

J.F. Willumsen, Selvportræt på sengen i lejligheden i Børsgade, fotografi, J.F. Willumsens Museum

J.F. Willumsen, Stenstatuen. Ikke se, ikke høre, ikke ville, 1937, olie på lærred, 250 x 300 cm, J.F. Willumsens Museum, foto Anders Sune Berg

J.F. Willumsen, Stenstatuen. Ikke se, ikke høre, ikke ville, 1937, olie på lærred, 250 x 300 cm, J.F. Willumsens Museum, foto Anders Sune Berg

Willumsens kunstneriske virke er præget af en voldsom skaber kraft og en nysgerrighed efter at afprøve motiver og farvers potentiale. Ofte gentages et motiv, som ovenfor fortalt, i nye rammer. Et andet glimrende eksempel er et forlæg til en ikke realiseret skulptur, der skulle møde besøgende ved Willumsens museum. Skulpturen bliver hos Willumsen også gentaget som maleri i Projekt til en statue af ”Kunstmaleren”, 1941.

Willumsen synes i disse værker at arbejde nærmest processuelt, hvor elementer trækkes ud af et værk, for nu at indgå i nye sammenhænge. Denne arbejdsproces afsløres også i hans nærmest teatralske forestilling om at skabe en generalprøve til især hans store værker, som i sig selv synes at udgøre et slutteligt værk. På denne måde fremstår hele Willumsens samlede oeuvre som en labyrintisk, snørklet arabesk.

J.F. Willumsen, Selvportræt i malerbluse, 1933, olie på lærred, 119 x 117 cm, J.F. Willumsens Museum, foto Anders Sune Berg

J.F. Willumsen, Selvportræt i malerbluse, 1933, olie på lærred, 119 x 117 cm, J.F. Willumsens Museum, foto Anders Sune Berg

Selvfremstillingen og Willumsens syn på kunstnerrollen er et af udstillingens tydelige aftryk. Willumsen ser sig selv som arvtager til en tung kulturarv, der konstant synes at tynge ham, hvilket afsløres i Selvportræt i malerbluse, her står den alvorstunge maler fortabt foran det jomfruelige hvide lærred, nærmest spørgende mod publikum om det hele overhoved giver mening. Denne patos kan være svær at forstå i dag, hvor ironien for længst har punkteret forestillingen om et særligt malergeni med mulighed for at se verdens sande sammenhæng. Men for Willumsen var det maleriske projekt af alvorlig karakter og kunstnergeniet et isbjerg i et stormfuldt farvand.