Lyd i kufferten

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, ARoS FOCUS // NEW NORDIC, Udstillinger den af .

I de 8 år jeg har arbejdet som inspektør på ARoS, er det spørgsmål, som jeg hyppigst har truffet på min vej spørgsmålet: Hvad er kunst egentlig? Det findes der som bekendt ikke noget entydigt svar på (heldigvis!) – og selv en inspektør kan (heldigvis!) blive ved med at undres, forundres og beriges af omfanget af kunsten og dens ubestemmelige karakter. Lad mig forklare… I netop forgangne uge pakkede mine kollegaer fra teknisk afdeling og jeg ARoS-bilen og kørte til Sjælland. Vi havde møde med den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard i forbindelse med Kirkegaards solopræsentation alt & intet, som er på plakaten fra februar 2017. 

Jacob Kirkegaard er internationalt anerkendt for sine fascinerende optagelser af verdens lyde. Ved hjælp af avanceret udstyr optager han blandt andet lyde under isfjordens overflade, resonansen af forladte rum i Tjernobyl og toner dybt inde i det menneskelige øre. Det var med andre ord lyd, som vi kørte af sted for tale om, planlægge og iscenesætte. For Kirkegaards værker forholder sig til idéen om, at der er energi og lyd i alt (heraf udstillingens titel alt & intet) – og på baggrund af den antagelse demonstrerer han i sin kunst, hvordan lyd ofte underprioriteres i vores visuelt dominerende verden.

Kirkegaard ønsker at sætte lyden fri. I udstillingens publikation (som der i skrivende stund arbejdes på højtryk med) taler han om, hvordan han har en oplevelse af, at lyden, traditionelt set, er fanget inde i en højtaler.

På samme måde som at billedmediet også med tiden er blevet frigjort fra lærredet eller skærmen, undersøger Kirkegaard andre måder at opleve lyd på end den, der kommer fra højtalerens hule kasse. I udstillingen alt & intet vil man derfor kunne omsluttes af lyd, mærke lyd og rent faktisk også se lyd.

Og det kræver, i sagens natur, en strategisk planlægning og arkitektonisk ramme – ganske som de traditionelle udstillinger med fysiske værker bliver til. Det fysiske indslag i tilfældet med Kirkegaard består, som det nok forstås, ikke i håndgribelige kunstværker men i lydens ”små hjælpere”: højtalere, subwoofers, lavfrekvensmoduler og andre gode sager, som vi efter mødet fik læsset vognen godt op med. Glade, berigede og med næsen mod Aarhus kørte mine kollegaer og jeg hjemad med bilen fyldt. Klar til at frisætte lyden og introducere verdens buldrende, betagende lydside for et nysgerrigt publikum. Stay tuned…