Om kunst og udstillinger

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Formidling, Kunstens rolle, Samlingen den af .

Kunst er ikke til for kunsthistoriens skyld, ligesom politiske beslutninger ikke tages for historiens skyld, men for menneskenes. Kunst er kommunikation. Kunstneren vil fortælle dig noget, rette din opmærksomhed imod noget. Det er en tilsvarende situation, man er i, når man skal sammensætte en udstilling. 

Nogen siger, du skal gøre det neutralt, hæng værkerne op kronologisk, så man kan se en rækkefølge. Men det er ligesom at opremse kongerækken, det kan være et redskab, men ikke målet, for selve fortællingen mangler.

Ingen vil være blot et nummer, kunstneren og kunstværket heller ikke. Vi føler os som individer, kunstværket er unikt. Vi vil ikke reduceres til blot at være en soldat, en hjemløs, som kunstværket ikke vil være blot et naturalistisk maleri eller et minimalistisk kunstværk.

Vi ved da godt, at vi som mennesker er påvirket af tid, sted og kultur – ved siden af vores individualitet. Det gælder selvfølgelig også kunsten – bestemte materialer, traditioner, stilarter. Når man skriver kulturhistorie eller sammensætter en udstilling, søger man disse fællestræk, men uden at undertrykke individualiteten, for ellers er det misbrug.

1692_Ole Hein_2013

Museets tidligere samlingsudstilling, ”Fra Abildgaard til Kirkeby”, var opbygget idéhistorisk. Igennem 200 års kunsthistorie har der været forskellige emner, som kunstnerne især har beskæftiget sig med: Det historisk/mytologiske stof i den ældre tids adelssamfund, erstattes med det nye borgerskabs interesse for skildringer af landskab og folkeliv. Fremkomsten af psykoanalysen gav baggrund for den surrealistiske kunst osv.

Udstillingen ”No Man is an Island…” tager temaet op om vores forhold til begivenheder i omverdenen. En række kunstnere kommer med hver deres individuelle bud på denne problematik. Vi på museet har så udvalgt kunstværker, som vi mener er relevante i denne diskussion.

Den kommende samlingspræsentation, ”Human Nature”, tager udgangspunkt i, at der er nogen faste strukturer i, hvorledes mennesker på tværs af tid og sted forholder sig til tilværelsen. Vi har alle et forhold til Natur, Religion, Samfund, Filosofi osv.

Med respekt for kunstværkernes egne udtryk giver denne strukturelle opbygning mulighed for debatter, ikke blot om kunsthistoriske men også om almenmenneskelige og samfundsmæssige emner.