ET HJERTE AF GULD

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Samlingen, Store kunstoplevelser, Udstillinger den af .

 “At have et hjerte af guld” er et alment kendt udtryk, som karakteriserer de allermest empatiske og humane mennesker. Dem, som gladeligt deler med andre, lytter og tilsidesætter deres egne behov. Men man kan også have et hjerte af stof, det betyder – så vidt jeg er orienteret – ikke noget i gængs forstand, men til gengæld har stofhjerter ret stor betydning på ARoS – og det har guldhjerter egentlig også. Det kræver en forklaring, som kommer om lidt.

Først skal jeg lige spørge, om du var blandt de 271.200 mennesker, som fik set Joana Vasconcelos’ udstilling Textures of Life? Vi piller udstillingen ned i disse dage. Nåede du ikke at få oplevelsen med, er der dog ingen grund til at fortvivle. Hovedværket, den 50 meter lange tekstilinstallation Valkyrie Rán, bliver nemlig hængende et godt stykke tid endnu. Og nu kommer vi til det der med hjerterne.

Tilbage i oktober måned sidste år, under ophængningen af enorme Valkyrie Rán, fik jeg pludselig øje på et lille stofhjerte, mindre end en barnehånd, syet fast ret centralt på kunstværket. Min første indskydelse var, at en troskyldig sjæl i studioet i Lissabon i allersidste øjeblik havde svunget saksen lidt for kækt og lavet et synligt hul i et ellers færdigt kunstværk. Et hul, som altså var blevet lappet med et fint lille stofhjerte. Da der er en uskreven regel om, at man ikke gør kunstnere opmærksomme på fejl og mangler, og især ikke under hektiske installeringsprocesser, talte jeg ikke med Joana Vasconcelos om hjertet. Det gjorde jo ingen skade. Det var der bare. Jeg blev derfor ret overrasket, da Joana Vasconcelos selv under pressemødet på udstillingen fremhævede hjertet og fortalte om dets betydning. Stofhjertet på Valkyrie Rán symboliserer nemlig det lille hjerte af guld, som Vasconcelos og hendes portugisiske team ofrede til havet, inden de kastede sig over de kilometer mange meter af tekstiler fra Kvadrat og igangsatte den komplekse proces. Guldhjertet var en offergave til havgudinden Rán, som i den nordiske mytologi bærer et navn synonymt med bølger i havet. Et navn, som altså har inspireret Vasconcelos til at benævne sit kunstværk Valkyrie Rán.

Den hjerteformede stoflap på ARoS er med andre ord ikke til for at dække noget, men for at synliggøre noget: at Joana Vasconcelos og hendes team arbejder med så stor respekt for den nordiske mytologi og historiens vingesus, at også de rigtige valkyrier – og ikke kun dem, som er skabt i stof og hænger på et kunstmuseum – skal have en bid af kagen. De fortjener anerkendelse og taksigelse for at have inspireret og givet betydning til nutiden. For som Vasconcelos udtrykte det: Then the real Valkyries will leave us alone during the process… Og arbejdsro var der (indrømmet) hårdt brug for under både udarbejdelsen og installeringen af det kæmpestore kunstværk.

Joana Vasconcelos' Valkyrie Rán indgår i ARoS' samling og vil fortsat kunne opleves på museet

Joana Vasconcelos’ Valkyrie Rán indgår i ARoS’ samling og vil fortsat kunne opleves på museet

Tilbage til stofhjertet. Det er ikke stort, men det er der. Fint og grundigt er det syet fast med grove sting oven på et lag stof i samme nuance som hjertet selv. Lagde du mon mærke til det, da du sidst så valkyrien? Ellers er der god grund til at aflægge ARoS endnu et besøg. Og for dig, som endnu ikke har nået at se Valkyrie Rán, er der altså et yderligere spændende motiv. Gå på jagt efter hjertet! Det tager lidt tid at finde det, men når man først opdager hjertet og kender til dets betydning, fornemmer man næsten de ”rigtige valkyrier” ånde én i nakken…