Samtidskunsten i The Garden – ”The Anthropocene”

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, ARoS Triennial - The Garden, Kunstens rolle, The Past, Udstillinger den af .

Udstillingen The Garden The Past som åbner på ARoS 8. april, dækker over en kunstnerisk periode der strækker sig fra Versailles-haven og det nyklassicistiske landskabsmaleri, til samtidskunsten. Fælles for alle udstillingens værker er, at de udstillede kunstværker portrætterer den givne periodes forhold til naturen. Udstillingen strækker sig over to gallerier på ARoS – Niveau 5, hvor udstillingen starter og niveau 1, hvor den får sin afslutning, som leder frem mod sommerens åbning af The Present og The Future, udenfor museet.

På niveau 1 har vi valgt at udstille samtidskunst der berører menneskes nutidige påvirkning af naturen. Udstillingen har her fået undertitlen ”The Anthropocene”; et begreb som betegner vores samtid som epoke. En epoke hvor menneskets påvirkning af kloden er accelererende. Samtidskunsten kan have en særlig rolle i formidlingen af følgerne af det antropocæne. Kunstværker kan skabe billeder, mentale figurer og narrativer, der kan udvide vores forståelse af kendte problemstillinger og skabe en grobund for nye alliancer imellem kunsten, videnskaben og beslutningstagere og skabe en flertydighed i de ellers ofte fastfrosne meningsudvekslinger. Flere af de samtidskunstværker der forholder sig til de miljømæssige problemstillinger mennesket har skabt, gør det med en unik dualitet imellem det billedskabende og det praksisforandrende, imellem det kontemplative og det aktivt handlende.

Pamela Rosenkranz, Sky Pool, 2017, Foto: Anders Sune Berg

Pamela Rosenkranz, Sky Pool, 2017, Foto: Anders Sune Berg

Pamela Rosenkranz har til udstillingen skabt værket Sky Pool, der består af et rundt bassin fyldt med silikonevæske, der er farvet blåt. Rosenkranz har ved flere lejligheder netop udforsket den blå farve. Vores syn og vores præference for eksempelvis den blå farve er ikke en tilfældighed, og det er muligt at måle, at mennesket opfatter langt flere nuancer af blå og grøn end af andre farver, hvilket igen kan være en af grundene til, at blå er målt til at være flest menneskers yndlingsfarve.
Den dybe, syntetisk konstruerede blå farve, som Rosenkranz har skabt i værket Sky Pool, spejler det faktum, at vores oplevelse af vandets blå farve i naturen er en spejling af himlens blå farve. Vandets dybe blå farve, der er kulturelt indlejret som det mest naturlige i verden og kan ses i alt fra børnebøger til reklamer, bliver hos Rosenkranz afmytologiseret og menneskeskabt. Værket peger på den romantisering, der præger vores tilgang til naturen, og det blotlægger menneskets eget syn som skaber af de farver, vi oplever verden i. Naturen er med andre ord ikke en essentiel størrelse, der venter på at blive opdaget. Vi skaber selv den natur, vi oplever.

Diana Thater, Chernobyl, 2011. Foto: Anders Sune Berg

Diana Thater, Chernobyl, 2011. Foto: Anders Sune Berg

Chernobyl, er en monumental seks-skærms videoinstallation, hvis omdrejningspunkt er katastrofen i 1986, hvor Tjernobyl-atomkraftværkets reaktor nummer 4 eksploderede i det nordlige Ukraine. Eksplosionen blev registreret som værende den hidtil kraftigste på den internationale atomkraft-skala, og var årsag til tusindvis af menneskers sygdom og død og var et ekstremt indgreb i områdets biologiske cyklus.

Diana Thathers videoinstallation præsenterer et kontrastfyldt billede af det postnukleare landskab, der omkranser Tjernobyl-værket. Her registreres den ødelæggelse, som eksplosionen medførte, men også det faktum at området i dag har et rigt dyreliv, der lever stort set uforstyrret af mennesket. Thaters værker synes at fortælle menneskeheden, at det ikke er naturen, der er på spil i en kommende apokalypse, men i stedet menneskets eksistens. Naturen vil tilpasse sig og leve uanfægtet videre.

Darren Almond, Sometimes Still, 2010. Foto: Anders Sune Berg

Darren Almond, Sometimes Still, 2010. Foto: Anders Sune Berg

I Sometimes Still følger kunstneren en Tendai-munk, der prøver kræfter med det buddhistiske Kaihogyo-ritual, der er et fysisk og mentalt hårdt ritual, som mange munke udfordrer sig selv med. Formålet med ritualet er at opnå ultimativ sandhed og tilfredsstillelse ved at stå ansigt til ansigt med døden og blive mindet om sin egen dødelighed.

Værket består af seks separate skærme, hvor de fem viser en novicemunk, der går igennem de forskellige dele af Kaihogyo-ritualet, hvorimod den sjette skærm viser en munk, som allerede har fuldført ritualet. Siden 1885 er det kun lykkedes for 46 munke at gennemføre ritualet, som er en form for meditation, der indebærer, at munkene skal gå eller løbe lange distancer – nogle gange op til 85 kilometer pr. dag – og i perioder ikke må hverken sove, drikke eller spise.
Sometimes Still viser munkens rituelle løb gennem landskabet. Det er på en gang en dokumentation af et særligt rituelt forhold til naturen, men samtidig får værket en mere universel karakter. Vi bliver bevidste om naturens traditionelle rolle i de fleste religiøse ritualer. Munkens rituelle gentagelse af ruten gennem bjergene skaber et rum, der ophæver tid og sted og spejler munkens ønske om at nå en tilstand af nirvana. Denne ritualisering af naturen, hvor munken søger erkendelse igennem gentagende strabadser, står i skærende kontrast til det moderne rationelle individs forståelse af naturen. I værket er naturen både munkens modstander og et helligt sted, der danner ramme om ritualet, og hvor munken flere gange gør ophold og beder.