DET SVÆRE VALG

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Udstillinger den af .

Den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre er berømmet for sin påstand om, at mennesket er dømt til friheden og med det dømt til at træffe sine egne eksistentielle valg. Hvis du vælger ikke at ville vælge i livet, er det også et valg. Pokkers også! Og søger du efter meningen med livet, går du forgæves. Meningen med tilværelsen er nemlig, ifølge Sartre, absolut fraværende og hul. Eksistensen er formålsløs og uden nogen form for forudindtaget betydning. Overhovedet.

Jeg har Sartre i tankerne på ARoS i de her dage. Ikke fordi at hverdagen føles som præget af meningsløshed – det gør den langtfra! Nej, ganske enkelt fordi Sartre som grundlægger af den moderne ateistiske eksistentialisme gjorde sig sine tanker om verden på samme tid, som de britiske efterkrigstidskunstnere kaldet ”The School of London” arbejdede.

I ruinerne efter 2. verdenskrig fortolkede ”The School of London” mennesket som et nøgent og skrøbeligt individ præget af krigens rædsler. De psykologiske portrætter af forvredne kroppe var et nyt sprog i billedkunsten – inspireret (hvis man kan tillade sig at bruge et så positivt ord i en så rædselsfuld kontekst) af fotografierne af massegrave fra Europas koncentrationslejre.

Under Adolf Hitlers regime blev antikken og de oldgræske idealer anvendt til politiske formål i den nazistiske propaganda. Den stærke, veltrænede krop blev synonym med ”den rene”, udholdende race, som indgød respekt og beundring. Som en modreaktion på Hitlers ensretning af samfundet og nazismens tilbageblik på oldtidens græske værdier opløste ”The School of London” det klassiske kropsideal. Kunstnernes fokusering på kød, nøgenhed og flydende konturlinjer bevirkede en ny kropsportrættering, hvor drifterne og sindets dybeste kringelkroge overtog pladsen fra det kampberedte, antikke legeme. En kunstnerisk udvikling, som har været af stor betydning for arvtagerne til ”The School of London”. Tænk bare på danske kunstnere som Michael Kvium og Christian Lemmerz, som begge arbejder med kødeligheden og menneskets mørke sider som deres væsentligste kunstneriske tematikker.

Så tilbage i slutningen af 1940erne bankede de eksistentielle tanker altså på døren i al deres grusomhed – og det ikke kun i billedkunsten. Også teatret, litteraturen og filmen lod sig overvælde af den nyopståede eksistentialisme, som 2. verdenskrigs død og ødelæggelse havde fremmanet.

Til efteråret kan du opleve eksistentialismen på tætteste hold, når ARoS åbner dørene til særudstillingen Bacon, Freud and the London Painters. (Jeg træffer en række valg på den konto i øjeblikket, kan til orientering oplyses). Glæd dig til Francis Bacons deforme figurer placerede i skrabede scenografiske rum. Til Lucian Freuds underfundige portrætter af undertrykt indadvendthed eller til Frank Auerbachs opløsning af menneskekroppen og landskabet.

Og det var så den smøre. Nu gik der 40 minutter med at skrive den her blog. I eksistentialismen beskrives tiden som smertefuld, fordi den i en meningsløs verden ikke er andet end ren ventetid på døden (det ved man hvis man har læst dramatikeren Samuel Becketts berømte teaterstykke Mens Vi Venter på Godot). Det vil sige, at jeg er 40 minutter tættere på døden – eller bare på åbning af Bacon, Freud, and the London Painters hvis vi (forhåbentlig!) lige skal tage tingene i rækkefølge…