Det Antropocæne: Når kunstens, kulturen og klodens historier mødes….

Dette indlæg blev udgivet i ARoS Triennial - The Garden, Kunstens rolle, The Garden, The Past, Udstillinger den af .

Forleden deltog jeg i fyraftenssalon på ARoS Public om det Antropocæne sammen med Geolog Mads Faurschou og antropolog Nathalia Brichet. Det fik mig til at overveje, hvilken rolle det antropocæne spiller i The Garden; The End of Times, the Beginning of Time.

Når vi går gennem udstillingen, møder vi først en række værker, som til sammen tegner en form for kunsthistorie: Vi starter ved barokken og barokhaven. Herefter passerer vi rokokoen, repræsenteret med Yianka Shinobares installation over Jean-Honoré Fragonards The Swing og ankommer, med Casper David Friedrichs Nebelschwaden, ved romantikken og så videre. De ord peger på de kunsthistoriske stilperioder, som har hvert deres kendetegn – den barokke have har for eksempel sine lige akser, mens den engelske landskabshave har sine snoede kurver ­– men ordene siger også noget om den større samtids- og kulturhistorie, som kunsten er del af. Barokken er netop ikke blot en kunsthistorisk periode, men også en kulturhistorisk, på samme måde med rokokoen og romantikken.

The Swing (after Fragonard) Yianka Shinobare, 2001

The Swing (after Fragonard) Yianka Shinobare, 2001

 

Når vi herefter går ned til samtidskunsten på første etage er overskriften The Past – ‘Det Antropocæne’. Og det er noget af et skifte! Det antropocæne er nemlig i udgangspunktet ikke et begreb, som peger på en kunsthistoriske stilperiode (der findes ikke nogen generel ‘antropocæn stil’) eller den bredere kulturhistorisk periode. Det er i stedet en betegnelse for en geologisk epoke; altså en epoke i jordens historie. Anthropos” betyder menneske på græsk, og i det Antropocæne er der én art, nemlig os mennesker, som sætter så varige og dybe spor på jordkloden, og dens biologiske og fysiske systemer, at vi er blevet en geologisk kraft.

Det, som kendetegner vores samtid, er dog, at vi ikke længere kan adskille vores og klodens historie. Der sker et sammenfald mellem klodens geologiske og menneskets kulturelle tid. Jorden, det som før var den neutrale baggrund, som vi levede vores øvrige liv på, er i dag er trådt frem i forgrunden: Vi er blevet en faktor i klodens historie og klodens historie en faktor i vores kulturhistorie. På den måde er det Antropocæne nu blevet både et kunst- og et kulturhistorisk begreb.

Det er dog ikke sådan, at alle de værker, som er udstillet i samtidskunstdelen, entydigt er Antropocæne, eller at de er det på samme måde. Som sagt er det ikke en stilart, man kan pin-pointe eksakt. Men de stiller alle sammen spørgsmålstegn ved vores relation til naturen, og til hvad det vil sige at bo på en klode, som vi påvirker i så høj grad, som vi gør.

Den natur, vi ser i værkerne, er ikke et uendeligt vildnæs, som ligger “derude”, uberørt af mennesker. I stedet ser vi ruinøse landskaber, som i Diane Thaters Tjernobyl-installation, eller direkte kunstige, teknologisk frembragte eller fremdrevne naturfænomener, som regnbuen og planterne i Olafur Eliassons Beauty og Meg Webster Solar Grow Room. Den geologiske forhistorie og de geologiske eroderings-processer er også til stede i Mark Dions fabulerende kig tilbage i en imaginær fortid og i The Phantom Museum og i Damien Ortegas serie Eroded Valley.

Beauty, Olafur Eliasson, 1993

Beauty, Olafur Eliasson, 1993

Det er kendetegnende for værkerne på udstillingen, at de ikke handler om en natur, som er truet af os, men at de snarere undersøger hele den måde, vores forhold til naturen ændrer sig på, nu hvor vi ikke længere kan skelne mellem en natur, som noget allerede givet, og det menneskeskabte eller konstruerede.

Det er de store perspektiver, der er på spil her! For at gøre det mere konkret havde jeg inviteret Mads Fauschou Knudsen og Natahlia Brichet til ARoS for at fortælle, hvad det Antropocæne betyder for henholdsvis en geolog og en antropolog

Mads forklarede i detaljer, hvilke parametre geologerne ser på, når de periodeinddeler klodens historie. Det er for eksempel mængden af C02 i luften, pludselig udrydning af dyrearter, men også forekomsten af nye stoffer og materialer som for eksempel plastik og radioaktive stoffer. Han fortalte, at den epoke, vi befinder os i lige nu hedder det Holocæne. Men også, at der er mange geologer, som mener, at de kan observere så store forandringer i klodens systemer, at de allerede nu kan konkludere, at vi er trådt ind i en ny tidsalder, som de foreslår, at vi kalder det Antropocæne.

Nathalia fortalte om sine feltstudier af menneskets relation til dets omgivende miljø. Hun har blandt andet besøgt Charlotte Amalie på St Thomas, hvilket hun lige har lavet en udstilling over på M/S Museet for Søfart. Her var plastiksugerør et stort problem, fordi de er svært nedbrydelige og forurener havområdet. De sætter sig for eksempel fast i havskildpaddernes næsebor.

På den måde gik vores fyraftenssalon fra de enorme tidsskalaer og som bedst kunne vises ved grafer, til de abstrakte filosofiske spørgsmål om hvad eller hvor naturen er, til de meget små, hverdagslige perspektiver, som for eksempel spørgsmålet, om vi virkelig har brug for plastiksugerør og plastikflasker. Det er netop kendetegnende for  det Antropocæne, at det både vækker både de helt store filosofiske overvejelser om vores omverdensforhold som sådan, og samtidig tvinger os til at se på vores ‘små’ hverdagsvaner. For det er de små hverdagsvaner, som har skabt den situation, vi står i lige nu.