“AL GOD KUNST ER POLITISK, AL POLITISK KUNST ER DÅRLIG”

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Formidling, Human Nature, Kunstens rolle, Samlingen den af .

Når vi hører dette udsagn, så viser der sig sikkert for vores indre blik nogle kraftfulde skildringer af verdens uretfærdigheder. Men citatet er faktisk af Harald Giersing, og hans egne billeder skildrer på ingen måde sultens slavehær eller noget der ligner. Det er som oftest smukke unge kvinder i færd med rolige sysler.

Giersing var pionér indenfor den modernistiske kunst for 100 år siden, og hans kunst skabte stor skandale. Ikke ved sine motiver begribeligvis, men ved måden han skildrede dem på. Ikke naturalistisk, ikke individualistisk, men som abstraktion. Vi kender godt navnene på nogle af hans modeller, og kan se hvad de foretager sig, men det er bare ikke kunstværkets anliggende, det kunstneren ville var at fange det universelle i mennesket.

I sin kunst renser han motivet for distraherende detaljer, så kun det væsentlige står tilbage. Det er denne handling han kalder politisk, for så fjernes vanetænkning og andres regler og krav, så man frisættes til nytænkning. For eftertidskrigens abstrakte kunstnere var der heller ingen tvivl om, at den abstrakte kunst havde evne til at kunne skabe en ny og bedre verden båret af balance og samspil.

En kunst, der blot skildrer omgivelserne så præcist som muligt, kan være dekorativt og godt håndværk, men ikke god kunst efter Giersings definition, for den skaber jo netop ikke noget nyt. Den sætter ikke noget til debat, har ikke til formål at undersøge en problemstilling med henblik på at blive klogere, og får ingen politiske konsekvenser.

Når kunst bruges i propagandaens tjeneste, tager agitationen over som det styrende, der kvæler kunsten. Ingen tvivl om, at der findes politiske plakater med store kunstneriske kvaliteter, det er dér hvor det kunstneriske udsagn og det politiske budskab spiller sammen i en åben henvendelse. Den bombastiske propaganda lukker sig om sig selv og henvender sig blot til dem, der står på den trygge side, hvor andre fortæller os, hvordan man skal tænke.

ARoS’ udstilling ”Human Nature” er også politisk, i den gode forstand. Den viser værker som tematiserer menneskets forhold til natur, samfund, tanke og følelse op igennem 1800-tallet og 1900-tallet. I udstillingen ”No Man is an Island” præsenteres nutidskunst med holdning til omverdenen. Hanne Nielsen & Birgit Johnsens værk Camp Kitchen skildrer, hvorledes den trygge hjemlige base, køkkenet, invaderes af politiske begivenheder udefra, hvor krigen trænger helt ind i huset.

Fælles for de udvalgte kunstværker er, at de forholder sig til omverdenen, at de ikke blot er reproducerende, dekorative eller lukker sig om det private. De vil analysere, vurdere, fremlægge erkendelse af noget almengyldigt for os til egen stillingtagen. De gør det på hver deres måde, indholdsmæssigt og stilmæssigt, men det virkeligt farlige ved kunsten er selve abstraktionen. Den sætter spørgsmål ved den givne virkelighed. Viser at den herskende fortolkning ikke nødvendigvis er den eneste mulige. Kunstens revolutionære potentiale ligger i, at den kan få mennesker til at tænke selv.