Kan kunstmuseet redde en brændende verden?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, The Garden, The Past den af .

Jeg arbejder lige nu på forskningsprojekt her på ARoS, som handler om vores skiftende forhold til naturen og kunstens rolle i forhold hertil. I den forbindelse har jeg været på konferencer og seminarer og diskuteret kunstens (og museets) rolle i forhold til de aktuelle miljøkatastrofer. Her er et par af mine overvejelser.

Der er en stor modsætning mellem omfanget af den miljøkatastrofe, vi befinder os midt i, og så de forholdsvis begrænsede tiltag, vi gør for at modvirke den. Der er mange teorier om, hvorfor det forholder sig sådan. En af dem er, at det det er svært at mobilisere offentligheden, fordi katastrofen er uden for vores umiddelbare erfaring; vi kan f.eks. nok mærke, at det er en varm sommerdag, men vi kan ikke erfare ’global opvarmning’ som sådan.

Derfor er der dem, som mener, at kunsten har en særlig forpligtelse i forhold til at gøre truslen synlig og sansebar; for vi kan ikke bekæmpe en trussel, vi ikke kan mærke. Kunsten er særlig god til at skabe nye forestillingsverdner, og den er også god til at ramme os følelsesmæssigt med den dybe, hårde mavepumper, som kan få os til at reagere. Så kunsten er vel ideel til at engagere offentligheden i miljøkampen?

Ingen tvivl om at kunstneriske greb er gode til at mobilisere folk. Men når man gør kunsten entydig, således at den primært har én følelsesmæssig appel og ét enkelt budskab, så mister den en anden kvalitet: nemlig evnen til at skabe et sanseligt rum for refleksion, hvor der ikke kun er en udgang, men mange, og hvor man må bruge tid til at rejse rundt i værket for at opdage, hvad det er for en verden, man er lukket ind i.

Lad mig give et par konkrete eksempler. Når man står midt i Meg Websters have, som man for tiden kan opleve i udstilling The Garden – den er opført ude ved Varna-palæet  – kan man opleve det på mange planer. Det er en umiddelbar sanselig oplevelse: der er dufte, lyde, farver, former. Men der er også en ganske alvorlig kontekst om dette ’konkave rum for bier’, som værket hedder. Hvis man læser op på denne kontekst vil man erfare at vi i USA og i Europa og også herhjemme har et problem med bidød. EU har af den årsag foreslået bestemte regulativer for at mindske brugen af de pesticider, som truer bierne. Haven kan også opleves som en inspiration til hvordan vi selv kan anlægge vores private haver. Webster har skrevet at vilde planter i de private haver, ofte er forbundet med skam og måske kan vi gennem hendes have få et andet blik på vores egen have. Haven kan både være et møde hvor vi kan møde andre mennesker. Men hendes have er også sted, hvor vi kan møde bierne, som titlen peger på. Vi kan lære hvad det er bier lever af, og vi kan overveje, hvad det vil sige at være et menneske i et rum til bier – og ikke en bi i en menneskeverden. Meg Websters have er på den måde et rum for refleksion, fordi den både er kunst og en have.

Noget af det jeg har talt om på de seminarer jeg har deltaget i er museets rolle. For, hvis vi vil forstå kunstens rolle, må vi se den i forhold til institutioner, hvor kunsten har hjemme. Og en af dem er kunstmuseet.

Eftersom ARoS er et kunstmuseum, har det en forpligtelse i forhold til vores kulturarv. Det vil sige, at museet ikke blot fokuserer på samtiden, men også på de længere tidshorisonter. Derfor tilbyder The Garden også sit publikum et blik bagud i tiden på vores egen historie.

Et at de ældre værker, som også handler om planer, er Flora Danica-bøgerne, som er udstillet inde på museet. Her ser vi en optegnelse af planter, som ikke er kun er til for bier, men også for os danskere. For planterne i Flora Danica aftegner det danske rige sådan som det så ud i den periode fra 1771 og fremefter, hvor bøgerne blev lavet. Bøgerne fortæller således ikke blot om den natur, som var der dengang, men også om dannelsen af det moderne Danmark. De viser, at naturen ikke bare har givet næring til bier og til vores kroppe, men også til vores forestillinger om os selv som et folk, der er knyttet til et særligt geografisk område.  Den britiske historiker og samfundsforsker Benedict Anderson kalder det nationale fællesskab for et ’forestillet fællesskab’, fordi det er en forestilling som vi i nationen deler. Flora Danica viser, at naturen også er med i vores forestillede fællesskab. De viser, at vores blik på naturen, altid også indebærer et blik på os selv. Den dimension af Flora Danica bliver særlig tydelig, når bøgerne vises på en udstilling om The Garden, hvor tematikken er hvordan den menneskeskabte natur afspejler os selv og vores syn på verden.

Flora Danica 1861-1883, Det Kongelige Bibliotek. Foto: Anders Sune Berg

På disse måder kan udstillingen som museet har lavet, være med til at give os et refleksionsrum, hvor vi kan overveje vores forhold til naturen som for eksempel det naturforhold vi har i vores egne private haver, og det naturforhold som indgår i vores historie om Danmark.

Man kan indvende, at når vi nu står over en verdensomfattende miljøkatastrofe, er det så ikke bedre med en udstilling, der mere entydigt handler om katastrofer og truet natur, frem for værker, der giver rum for refleksion? Har vi ikke tænkt nok, kunne man med rette spørge. Men her skal man huske på, at de miljøkatastrofer vi står midt i, er ekstremt komplekse. De fordrer refleksion. Vi kan for eksempel ikke bare holde op med at påvirke naturen. Det løb er kørt! Vi er for mange, og vi vil for meget til, at det er muligt. Vi kan ikke længere meningsfuldt tænke at vi skal til at ’passe på naturen’ som om den er derude som noget adskilt fra os.  Vi må i stedet begynde at forstå ikke om, men hvordan vi er viklet ind i naturen; i andre arter, bier, planter, jord, vind og så videre, og hvordan de indviklinger også handler om hvem vi tænker vi selv er. Det kræver, at vi får et nyt blik på, hvordan vi bruger – og har brugt – naturen gennem tiden.

Kan kunstmuseet så redde den brændende verden? Næppe. Og det tror jeg heller ikke det, at museet skal. Museets fremmeste rolle synes i stedet at være netop at vise kunst og engagere offentligheden i oplevelsen af kunst. Men netop på denne måde kan museet udruste os til at håndtere den verden vi lever i lige nu.