The Garden – The Future: Værker langs kysten og bøgeskoven

Dette indlæg blev udgivet i ARoS Triennial - The Garden, The Garden, Udstillinger den af .
Kommentér

Ude langs kysten i Aarhus (strækningen fra Tangkrogen – Ballehage) kan man i juni og juli måned opleve kunst, der snor sig langs kystlinjen og bøgeskoven. Alle værkerne er en del af ARoS´ Triennale The Garden, End of Times Beginning of Times – The Future, hvor kunstværkerne på forskellig vis belyser naturens forhold til mennesket.

I alt er der 17 værker på denne strækning, hvoraf jeg vil belyse 3 af værkerne. Værkerne er lavet af den danske kunstnergruppe Superflex, den tyske kunstner Alicja Kwade samt kunstneren Rirkrit Tiravanija i samarbejde med de tyske arkitekter Nikolaus Hirsch og Michel Müller.

SUPERFLEX er en dansk kunstnergruppe dannet i 1993, som er optaget af økonomisk magt, demokratiske produktionsforhold og selvorganisering. Gruppen undersøger globaliseringen gennem samarbejds- og langsigtede projekter. Investment Bank Flowerpot / Deutsche Bank Henbane består af en serie modeller lavet på en 3D-printer og udformet som hovedsæderne for verdens 20 største investeringsbanker. Disse tæller bl.a. Goldman Sachs, Deutsche Bank, CitiGroup og JPMorgan Chase. Hver enkelt model fungerer desuden som en blomsterkrukke beplantet med bevidsthedsudvidende planter, og titlen på det enkelte værk er sammensat af bankens og plantens navn. I dette værk er Deutsche Bank nedskaleret til en højde på tre meter og beplantet med marihuana, hvor bankindustriens ukontrollerede vækst fusioneres med dens hallucinatoriske fiksering på investeringsmuligheder.

Alicja Kwade, Be-Hide, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Værket Be-Hide af Alicja Kwade (f. 1979, Tyskland) får os til at betvivle virkeligheden i den forstand, at vi sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi opfatter som og mener er sandt. Det består af to sten adskilt af et spejl, hvor kunstneren leger med vores opfattelse af det naturlige og det kunstige. Den ene er en ægte sten, hvorimod den anden er en aluminiumsafstøbning lavet med moderne 3D-skanningsteknik. Værket ændrer ’sandheden’ om en velkendt naturlig genstand, og afhængig af beskuerens placering ser det ud, som om spejlet forsvinder, og sceneriet minder snarere om en alkymistisk omdannelsesproces. Det ser ud som et magisk spejl, en port til en anden virkelighed, hvor sten synes at være lavet af metal. Kwade anvender det dobbelte tema gentagne gange og knytter det til en refleksion over andre former for virkelighed.

Rirkrit Tiravanijan Nikolaus Hirsch, Michel Müller, Do We Dream Under The Same Sky, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Projektet Do We Dream Under the Same Sky er skabt af kunstneren Rirkrit Tiravanija (f. 1961 i Argentina og bosiddende i New York City, Berlin og Chiang Mai) samt arkitekterne Nikolaus Hirsch (f. 1964 i Tyskland) og Michel Müller (f. 1961 i Tyskland), begge bosiddende i Frankfurt. Den modulbyggede struktur, der er udformet som et udendørs shelter, inviterer beskuerne til at deltage i offentlige debatter, foredrag, filmforevisninger, performances og madlavning. Værket kan ses som en løsrevet udvidelse af den fremtidige kunstnerbolig på The Land, et selvforsynende kunstnerkollektiv startet af Rirkrit Tiravanija og Kamin Lertchaiprasert i nærheden af Chiang Mai, Thailand, som på én gang er en kunstnerisk utopi og et bud på en økologisk og bæredygtig model til brug i fremtiden. Få nærmere information vedrørende offentlige arrangementer i kunstværket se The Garden hjemmesiden: http://www.arostriennial.dk/kalenderen/kal/

SHORT GUIDE

Til udstillingsdelen The Present og The Future er der udgivet en short guide med kort over værkernes placeringer og tekster, der introducerer alle kunstværker. Short guiden kan købes ved udvalgte salgssteder læs mere på: http://www.arostriennial.dk/praktisk-info/

Udstillingsdelen The Future er åbent fra 3. juni til 30. juli 2017

 

Skriv et svar