Mennesket har siden sin indtrædelse i jordens økosystem påvirket det, på godt og ondt. De seneste årtier har været kendetegnet ved en hidtil uset acceleration i den menneskelige indvirkning på det, som ofte går under den samlende betegnelse ‘miljøet’. Denne nye epoke bliver ofte karakteriseret som den antropocæne epoke, menneskets tidsalder.
Samtidskunsten kan spille en særlig rolle i formidlingen af følgerne af det antropocæne (menneskets tidsalder). Kunst kan skabe billeder og narrativer, der kan udvide vores forståelse af kendte problemstillinger og give grobund for nye alliancer imellem kunsten, videnskaben og beslutningstagere, og dermed skabes en flertydighed i de ellers ofte fastfrosne meningsudvekslinger. Flere af de samtidskunstværker, der forholder sig til de miljømæssige problemstillinger, mennesket har skabt, gør det med en unik dualitet imellem det billedskabende og det praksisforandrende, imellem det kontemplative og det aktivt handlende.
Den amerikanske kunstner Diana Thaters (f. 1962) værk Chernobyl, er en seks-skærms videoinstallation og omhandler eftervirkningerne af de tragiske begivenheder der udspillede sig i 1986 hvor Tjernobyl-atomkraftværkets reaktor nummer 4 i det nordlige Ukraine eksploderede og som blev registreret som den hidtil kraftigste på den internationale INES-skala. En eksplosion som var årsag til tusindvis af menneskers sygdom og død og tillige et ekstremt indgreb i områdets biologiske cyklus.
Diana Thaters videoinstallation præsenterer et kontrastfyldt billede af det postnukleare landskab, der omkranser Tjernobyl-værket. Her registreres den ødelæggelse, som eksplosionen medførte, men også det faktum at området i dag har et rigt dyreliv, der lever stort set uforstyrret af mennesket. Thaters værker synes at fortælle menneskeheden, at det ikke er naturen, der er på spil i en kommende apokalypse, men i stedet menneskets eksistens. Naturen vil tilpasse sig og leve uanfægtet videre.