Fik du set det, du ville?

Dette indlæg blev udgivet i Samlingen, Store kunstoplevelser, Udstillinger den af .

I de her dage nynner jeg sporadisk den der sang med Kim Larsen, som kan fremkalde tårer i øjnene på mennesker med selv de koldeste hjerter:

Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi
(…)

Det er ikke fordi, at jeg er ved at takke af, men det kan man på en måde godt sige, at der er en anden, der er, nemlig Joana Vasconcelos’ kæmpeinstallation Valkyrie Rán, som siden oktober 2016 har været the talk of the town. Farveeksplosionen af sanselige tekstiler, hundredtusindvis af funklende perler og håndarbejdsteknikker udi det ubegribelige har igennem 10 måneder afstedkommet den kollektive tendens, at ARoS gæster intuitivt har knækket nakken bagover, åbnet munden let og udstødt et bjergtaget: wooooooow! (det udtales ens på alle sprog, kan til orientering oplyses). Nu piller ARoS værket ned og frigiver Museumsgaden til andre kunstprojekter. Jeg forudser (som Kim Larsen), at der nok VIRKELIG bliver stille.

Jeg nynner videre:

Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund
(…)

Det der skal ske med ”cirkusprinsessen” nu er, at hun skal tømmes for luft. (Det er ikke så klædeligt at sige om en dame, at hun er fyldt med luft, men det er hun nu engang). Så når først ”gassen er gået af damen”, ja, så skal Valkyrie Rán af sted til Joana Vasconcelos’ Studio i Lissabon, til en full- body-skønhedspleje session og sættes i stand til fremtidige præsentationer: der skal støvsuges, stoffet skal renses, perlerne pudses, og LED-lyset tjekkes. Der er rundt regnet 3.000 km fra Aarhus til Lissabon, men hvis man modregner de 2,1 kilometer stof, som Kvadrat har doneret til kunstinstallationen, ja, så er turen nu engang ikke så lang endda…

Tilbage til Kim Larsen:

Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen

Og ”ses igen” er lige præcis det, vi gør: Valkyrie Rán bor jo på ARoS nu. Værket er købt og betalt (tak til Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet!) og lægger sig med sin imponerende størrelse som museets næststørste erhvervede værk til dato, lige i slipstrømmen på en anden farvestrålende darling på ARoS, Olafur Eliassons Your rainbow panorama. Turen til Lissabon er altså bare en get away inden Valkyrie Rán igen vender næsen mod Norden og kommer hjem til Danmark for at blive opbevaret på ARoS’ kunstmagasin.

Tilbage står nu bare spørgsmålet, formuleret af Kim Larsen såvel som undertegnede: fik du set det, du ville? Ellers har du jo lige et par uger at løbe på endnu, før Valkyrie Rán flyver videre ud i livet…