Blikket udad og blikket indad

Dette indlæg blev udgivet i Kunstens rolle, Store kunstoplevelser, Udstillinger den af .

Der er to steder og to forskellige former for landskab, jeg tilbragte min barndomssomre i. Det ene var ved Norges vestkyst langt inde i en fjord. Det andet var en eventyrlig have, omgivet af kornmarker, nordvest i Danmark. Jeg er vokset op i Norge, men bor nu i Danmark. Og ofte har jeg tænkt over, hvilket landskab der i størst udstrækning har farvet mig og min måde at se ud i verden på.

Denne sommer kørte jeg med en lille bil et stykke nordover, bort fra min fødeby Bergen. Jeg kørte over broer, over vand og over bjerge og gennem tunneler. Vejret var omskifteligt. Det regnede, der var tåge, og solen skinnede varmt på de blanke sten indimellem. Variationerne af grønne farver, man kan opleve mellem Hardangerfjorden i syd og Sognefjorden i nord, er overvældende. Jeg mærkede, hvordan det kriblede i maven af gensynet; jeg følte noget, jeg åbenbart har savnet i min urbane botilværelse i skyggen af Arne Jacobsens klokketårn i Aarhus.

Senere rejste jeg til Hardanger. Jeg frydede mig over de alt for små veje, som kræver årvågenhed fra enhver bilist, over hvordan bjergene nærmest falder ned i vandet og hvordan menneskelige bygværk og gårde klynger sig fast, højt deroppe under horisonten eller i de mindste dale, hvor solen knapt kommer ind, mod al bedre vidende og fornuft. Efter nogle år i Danmark og andre steder mærker jeg også med særlig undren, at bjergene på Vestlandet bliver højere, end jeg husker dem. Mere massive, tungere, med en tyngde, jeg ikke husker fra da jeg var lille. Det landskab, jeg voksede op i, er blevet mig eksotisk, pirrende og skræmmende.

Før registrerede jeg knapt et vandfald, du ved de, som falder hundredvis af meter og er så langt oppe og borte og derfor synes at stå stille i tiden. Nu drømmer jeg om at gå derop. For at mærke naturens kraft og vinden fra vandet.

Jeg voksede op i 70’erne og 80’erne mellem bjerge i Norge i en by, som sjældent lod en sky rejse videre, før den var tømt for regndråber. I vintermånederne håbede jeg på sne, så dagene blev klarere og bjergene anderledes i lyset fra sol og måne. Men da regnen som oftest hamrede ned, blev bjergenes skråninger til mægtige, lodrette, mørke vægge, og himmelen sænkede sig som et lavt loft, man blev tvunget til at bukke sig for. Da savnede jeg den høje himmel. Og det gør jeg endnu.

Den høje himmel var noget, jeg mødte i det nordvestlige Jylland, hvor mine bedsteforældre boede i en landsby i Thy. Det er tre billeder eller visuelle oplevelser, der har brændt sig fast hos mig.

Tit tog jeg med min far på køretur ud blandt de danske enge. Vi havde på den tid en sennepsgul folkevogn. Sæderne var i sort plastik og brændte mod nøgne lår. Alt ved den bil vækkede kvalme efter utallige køreture på norske veje. Men jeg tog med for at se min far male akvareller. Jeg kedede mig. Jeg lå på motorhjelmen, forsøgte at fange insekter i grøftekanten, smagte på det umodne korn og plukkede vilde blomster for at dissekere dem. Min far fandt typisk et sted, hvor vi ikke kunne se nogen bebyggelse, gerne en lille forsænkning i landskabet. Hele vejen rundt om mig havde jeg den bugtende og lave horisont. Det blev også en del af mit visuelle vokabular. Derfor bliver jeg også i dag glad, når jeg ser det flade landskab skabt af generationer af landmænd og istidens moræner. Det andet visuelle minde, jeg har fra Danmark, er det store hav og dønningerne. Anderledes end den mørke og stille fjord. Vildere, og farlig på en anden måde. Landskabet var goldt og hårdt og ukontrollerbart, underlagt vind og hav. Men jeg mærker endnu den samme følelse som dengang; glæden over at kunne se langt.

Et tredje minde, jeg har, er fra begyndelsen af 90’erne, da jeg var i tyverne. Jeg begyndte i disse år at interessere mig for design, og det var nærliggende, at det var skandinavisk design. Jeg fandt en form for barnlig glæde over at kunne skelne mellem design fra forskellige årtier og ønskede tit at vide, hvornår noget sandsynligvis var lavet inden for et tiår, og hvem der havde tegnet det i sin tid. At genkende noget giver altid et klap på ens selvværds skuldre. Jeg var særlig glad for det danske design. Ikke så begejstret for det svenske, norske eller finske. Der var bestemt ligheder, både visuelt og ideologisk. Men jeg syntes bedst om det danske. Måske det var en nostalgi i det, fordi det mindede mig om nogle af de møbler, mine danske bedsteforældre havde derhjemme. Eller måske mindede det mig om det bugtende landskab og den åbne horisont, jeg blev forelsket i som barn. Jeg ved det ikke.

I en lille søvnig landsby i Thy kastede jeg tit blikket ind gennem folks vinduer. Dog aldrig, hvis der var mennesker der. Og til mit forsvar: Jeg er interesseret i mennesker og i, hvordan de indretter sig i denne verden. I dag ikke så meget æstetisk som antropologisk. Dengang havde jeg mere fokus på den gode smag, end godt var. I den lille søvnige landsby i Thy blev jeg derfor noget overrasket og en smule imponeret over, hvor meget dansk design der var at se igennem vinduerne. Kendte ting, genkendelige ting, skabt af arkitekter, jeg kendte navnene på, og af andre arkitekter jeg lærte mig sidenhen. I almindelige hjem. Ikke hos specielt interesserede eller designkyndige som tilfældet var i Norge dengang.

På en måde skammede jeg mig lidt. Som om jeg kom fra et udannet land, upoleret, ukultiveret, som levede af sine råvarer, men ikke fandt ud af at raffinere dem selv. Hvor menneskene boede i deres huler, uden at tænke over hvad de omgav sig med. Nyrige på laks, olie, gas og vandkraft, rige på natur, men fattige på æstetik, kundskab og kultur. Og jeg skammede mig en smule over at tænke sådan.

Jeg fortsatte med at se og betragte i Danmark. Både fra ydersiden og indefra. Jeg studerede billederne i interiørmagasiner og prøvede at finde ud af, hvad møbelannoncerne forsøgte at sælge af fantasier. Efter et stykke tid begyndte jeg at undre mig. Det var, som om der var opstået tilstand af stilstand. Billederne gentog tidligere billeder, og hjemmene lignede hinanden mere og mere. I grunden havde de altid gjort det. Arne Jacobsen var der, Piet Hein var der, Wegner og Kjærholm også. Og nogle gange kom også Verner Panton på besøg. Bojesen hang i boghylderne, og højblanke dyrefigurer fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og vaser fra Bing & Grøndahl fyldte vindueskarmene. Originaler og efternølere.

Måske var det ikke, som jeg havde tænkt. At det havde været et udtryk for god smag, for et dannet raffinement. Måske følte man sig tryg med et design, som er pietistisk og ikke voldsomt, som den danske væremåde. Måske var det udtryk for en national stolthed over den rige, internationale arkitekturtradition, dette lille land har udviklet. Måske genkendte man nogen linjer fra det landskab, man var en del af.

Måske var det ikke godt at skille sig for meget ud i mødet med naboen. De nordiske lande, herunder Danmark, lider af en høj grad af konformitet. Frygten for at skille sig ud er overvældende, og frygten for at foretage sig noget, der vil kunne opfattes som socialt forkert, er mere styrende for folks adfærd end ønsket om at gøre noget, der føles rigtigt for en selv. Måske var det derfor, Arne Jacobsens berømte stol Syveren var at se overalt? Derhjemme, i skolen, hos lægen, på kunstmuseet.

Hvad der er et hjem, og hvad der er offentlige rum i en offentlig institution, er ikke vanskeligt at forstå forskellen på. Når de samme møbler, den samme æstetik, de samme principper for design forekommer begge steder, udviskes ikke nødvendigvis skillelinjerne mellem det private og det offentlige, men man cementerer et visuelt formsprog eller et visuelt landskab, om man vil. I skolen, hos lægen, på museet. På samme måde som den vide horisont og den høje himmel former én.

Fra udstillingen Cool, Calm and Collected

Da jeg bosatte mig i Danmark for snart fire år siden, begyndte jeg (naturligvis) at frekventere gallerier og kunstmuseer for at se, hvad der rørte sig i det danske kunstmiljø. Jeg så på samlinger og på, hvad der blev skrevet om. Jeg lærte hurtigt mere om de unge vilde i firserne (som nu var godt voksne), men var måske mere optaget af, hvad der havde fundet sted fra årtusindeskiftet og fremad.

Og det jeg så, var en rød tråd. Ikke tyk, ikke slidstærk, men dog, et spor. Selv om variationen i kunstneriske udtryk selvfølgelig er stor for det, man kan kalde den danske kunstscene – mange af kunstnerne er bosat alle andre steder end netop Danmark – var det alligevel noget, der mindede mig om mine vandringer i en lille landsby i Thy. Ser man de deltagende kunstnerne og deres værker i dette katalog, handler det ikke om en lighed eller lighedstrang. Projektemnerne og intentionerne er for forskellige til, at man kan postulere noget sådant. Men det er noget specielt (og fascinerende for en nordmand), at så mange danske nutidskunstnere i dag har et æstetisk formsprog, som minder os om arkitektur og design, der er frembragt i Danmark efter Anden Verdenskrig. Det dominerende formsprog er cool, behersket og samlet. Det er kontrolleret og formbevidst, langt fra den gamle kæmpe Jorn. Men kan det være rigtigt, at dansk arkitektur og design i sig selv har farvet så mange kunstnere?

Jeg kører tit tog i Danmark. I intercitytog i typisk firseræstetik. Gennem hele året. Og jeg sidder og ser ud af de store vinduer, ud på det store landskab. Jeg kan godt lide at se den grønne farve i det spirende korn og farven i det modne korn. Om sommeren kan jeg godt lide de gule rapsmarker mod den blå himmel. Indimellem køer og får. Nogle gange grise. Og øjet kan se langt. Meget anderledes end det landskab, jeg kender så godt fra Norge. Bjerge lader sig ikke tæmme så nemt.

Ifølge rejseskildringer fra middelalderen, har jeg ladet mig fortælle, var store dele af Danmark dækket af så enorme og mørke skove, at det var forbundet med anseelig risiko at rejse gennem landet. Sådan er det ikke mere. Træ og skove er blevet hugget ned. Rødder er blevet brudt op. Store og mindre store sten er blevet løftet væk. Jorden endevendt af ploven. Rug, byg og hvede sået. Grøntsager med. Også før middelalderen. Det har været et endeløst slid at ændre horisonten.

Menneskene, der har boet i Danmark, har været ihærdige og formet landet i deres billede. Det i så stor grad, at der i dag knapt findes uberørt natur. I Danmark har vi ikke nogen uberørt naturskov, og 60 procent af jorden er opdyrket. Når jeg sidder i toget og lader blikket hvile derude et sted, er det ikke natur, jeg kører igennem, men snarere grøn industri. Ikke natur, men kultur.

Så måske er det ikke dansk design og arkitektur, som alene har givet stemme til så mange kunstnere. Måske er det det snarere det faktum, at Danmark er gennemdesignet og gennemkultiveret. Fra den stol, jeg sidder på, til det, jeg forestiller mig er natur. Også den horisont, jeg ser, når jeg ser op mod himmelen over landet.

Af museumsdirektør Erlend G. Høyersten. Teksten er oprindeligt tryk som forord til udstillingskataloget Cool, Calm and Collected.