Cool, Calm and Collected: #8 Marie Søndergaard Lolk, Mette Winckelmann og Mikkel Carl

Dette indlæg blev udgivet i Cool, Calm and Collected, Udstillinger den af .

Marie Søndergaard Lolk (f. 1981): Caption, 2016

Marie Søndergaard Lolk arbejder hovedsageligt med maleri. Hun går som regel helt til grænsen, fra den ene yderpol til den anden, enten mod det overgjorte og fyldige, hvor malingen på monstrøs vis sprænger rammerne som en tyktflydende masse, der synes at have overtaget kontrollen, til det modsatte; en slags negationsmaleri karakteriseret ved et afskrabet og lavmælt, nærmest hviskende formsprog. Hendes bidrag til udstillingen er et godt eksempel på sidstnævnte. Hun har her skabt et akrylmaleri i gyldne og lyseblå nuancer, med malertape og med et kryds af tynde metalstænger, som i kontrast til de løst påsatte farver får værket til at balancere kompositionelt.

Mette Winckelmann (f. 1971): I like Older Women, 2014

Winckelmann arbejder generelt med abstrakt maleri og collager af stof, ofte med et implicit stærkt konceptuelt indhold, hvilket I Like Older Women er et godt eksempel på. Winckelmann fandt, på The Lesbian Herstory Archive i New York, en badge i farverne sort, rød og hvid med dette klare statement påskrevet: I Like Older Women. Badgen kan købes i shoppen. Den har et geometrisk design af få, enkle cirkler og et trekantet symbol, som refererer til kvindens køn. Den åbnede ifølge Winckelmann op for nye måder at anskue den foranderlige menneskekrop på, eftersom tid og alder jo er uundgåeligt for alle, uanset medfødt eller levet køn. Derfor genfortolkede hun i maleriet de samme farver og proportioner, og skabte således en ny kunstnerisk version af badgen.

Mikkel Carl, Calculated optimism, 2015, mixed media installation, Courtesy Zinck Henningsen Collection

Mikkel Carl (f. 1976): Untitled, 2015; Calculated Optimism (f), 2015; (Made in China), 2009 og What Cannot be Seen Cannot be Imagined, 2017

Mikkel Carl arbejder ofte i krydsfeltet mellem konceptkunst, pop og minimalisme. Untitled og Calculated Optimism (f) består af anodiseret titanium. Anodisering er en industriel overfladebehandling, hvor man sender strøm igennem en metalflade, hvorefter denne permanent skifter farve. Afhængig af antallet af volt opbygges et lag af krystaller, som afbøjer lyset i en bestemt vinkel, og hver vinkel har en farve. I Calculated Optimism (f) har Carl placeret ødelagte dele af en Apple PowerBook på gulvet, der refererer til produkter med en indbygget holdbarhed. “Planned obsolescence” kaldes det, når producenter kalkulerer med, at tingene hurtigt går i stykker.

(Made in China) består af en boremaskine, som sidder fast i væggen og drejer rundt i en nærmest meditativ – eller absurd – repeterende bevægelse. Som en ridse i lakken midt i alt det cool, og som led i værket What Cannot Be Seen Cannot Be Imagined, har Carl desuden valgt at lade væggene fremstå rå. Dette rumlige greb handler om at gøre konstruktionen “museumsudstilling” synlig og begribelig for publikum