Cool, Calm and Collected: #4 Jakob Kolding, Jeannette Ehlers og Jens Haaning

Dette indlæg blev udgivet i Cool, Calm and Collected, Udstillinger den af .

Jakob Kolding (f. 1971): Untitled (Check your Head), 2013 og Ansigt, 2015

Jakob Kolding har gennem mange år arbejdet med collage. Her blander han visuelle udtryk fra kunst, litteratur, teater og musik, fx figurer i legemsstørrelse, som det er tilfældet med skulpturen Untitled (Check your Head), en slags collage i rum. Figuren virker umiddelbart både skrøbelig og konfronterende. Har nogen trukket huen ned over hovedet på hende, eller har hun selv forsøgt at skjule sin identitet? Kontrasten mellem den traditionelt “feminine” spadseredragt og de “maskuline” handsker og huen, der skjuler ansigtet, bidrager til denne ambivalens. Titlen kan læses både bogstaveligt og symbolsk. Handler det om, hvad der gemmer sig under huen – eller inde i hovedet? Er personen underlagt andre? Eller er det en form for aggression, vi er vidner til?

Papircollagen Ansigt består af to ansigter, der tilhører to skuespillere; Emmanuelle Riva i sin rolle fra filmen Hiroshima mon amour og Roger Moore i rollen som James Bond. Kolding er dog ikke interesseret i de to skuespillere som sådan, men i idéen om ét ansigt, der tydeligvis består af to dele. På en måde bliver det ene ansigt en maske, der ligger oven på det andet, men det flimrer frem og tilbage. Idet Moore har solbriller på, er der flere lag af forklædning på spil. Er der tale om én, der prøver at skjule sig eller vise sig? I den forstand hænger værket tæt sammen med Koldings interesse for ideen om, at vi konstant forhandler og skaber vores identitet.

Jeannette Ehlers (f. 1973): Black Bullets, 2012 og Whip it Good, 2013

Black Bullets af Jeannette Ehlers er filmet på Haiti på La Citadelle og er først og fremmest en hyldest til det haitianske folk og deres oprør under den haitianske revolution i 1791. De slavegjorte afrikanere lykkedes med at besejre kolonimagten (i dette tilfælde Frankrig), og derefter etablere en selvstændig republik, og Den Haitianske Revolution har inspireret mange oprørs- og borgerrettighedsbevægelser igennem tiden, især i den caribiske og amerikanske region, men også globalt. Black Bullets afspejler i sin helhed en mental tilstand af styrke, spiritualitet, magi og trance.

Ehlers er også performancekunstner, og hendes performance Whip it Good indgår i udstillingens performanceprogram. Som i Black Bullets reflekterer Ehlers med Whip It Good over undertrykkelse og modstand, race og identitet, historie og samtid. Selve performancen består i, at Ehlers pisker et hvidt lærred med en pisk indsmurt i knust kul. Hun inviterer herefter publikum til at deltage. Pisken er én af de afstraffelsesmetoder, som blev benyttet til at undertrykke de slavegjorte i kolonitiden. Ved at bruge den reference med et tvist, ved at piske på et hvidt lærred, og ikke en menneskekrop, indbyder Ehlers til refleksion over magt- og tilhørsforhold, herunder historiske og nutidige positioner. Hendes performance kan opleves på ARoS d. 17. marts 2018 kl. 14-15 i foyeren på niv. 1.

Jens Haaning (f. 1965): Afghanistan 5012 km, 2003

I januar 2003 fik Haaning sat et vejskilt sat op i Holland med påskriften Afghanistan 5012 km. Skiltet viste afstanden fra den hollandske by Utrecht til Afghanistan og faktisk står det der stadig den dag i dag. Det har skabt stor opmærksomhed – i en sådan grad, at det er blevet stjålet flere gange. Tilbage i 2003, da Haaning lavede værket, var både Danmark og Holland lige gået ind i Afghanistan-krigen. Vejskiltet er lavet ud fra tanken om, at det ikke kan skade noget, hvis der er forbipasserende, der kommer til at reflektere over implikationerne af relationen mellem den vestlige verden og Afghanistan – både i dag, hvor krigen stadig foregår, og om 30 år, når relationen forhåbentlig er kølet mere ned.