Cool, Calm and Collected: #3 Fra Elmgreen & Dragset til Hesselholdt & Vibeke Mejlvang

Dette indlæg blev udgivet i Cool, Calm and Collected, Udstillinger den af .

Michael Elmgreen (f. 1961) & Ingar Dragset (f. 1969): He (Gold), 2012

Skulpturen He (Gold) af kunstnerduoen Elmgreen & Dragset er beklædt med bladguld. Ligesom sølvversionen af selvsamme værk, der står placeret på havnekajen ved Helsingør Havn, henviser guldversionen til Den lille havfrue af H.C. Andersen, der fra sin sten spejder ud mod horisonten i en dyb længsel efter sin elskede. Elmgreen & Dragset har erstattet den lille havfrue med en ung mand, og giver hermed et bud på en anden form for maskulin identitet end de traditionelle mande- og heltetyper, man typisk finder i skulpturhistorien, hvor man fx længe har forherliget krigsherrer højt til hest.

FOS (alias Thomas Poulsen, f. 1971): Bells, 2017

Det ene af de i alt to værker af kunstneren FOS, som er med på udstillingen, er den spritnye værkserie Bells (2017). Den består af 3 klokker, som er placeret forskellige steder i udstillingen. Klokkerne slår med 0,5 sekunders mellemrum hvert 15. minut og forstærker således hinanden som en stafet, der løber gennem udstillingsrummet. Herudover vises neonværket Your success is your amnesia ovenover caféen på niv. 4. Med den lidt kryptiske formulering betoner FOS den ambivalens, der knytter sig til menneskets fortrængningsevne. På den ene side er fortrængning en nødvendighed for videre fremdrift og succes. Omvendt kan fortrængning få tragiske konsekvenser for både det enkelte menneske og samfundet.

Sofie Hesselholdt (f. 1974) & Vibeke Mejlvang (f. 1976): Native, Exotic, Normal / State of Emergency, 2017

Sofie Hesselholdt (f. 1974) & Vibeke Mejlvang (f. 1976): Native, Exotic, Normal / State of Emergency, 2017 og The Orient, 2016

Hesselholdt & Mejlvang er særligt kendt for at skabe værker, der går kritisk til værks i forhold til den sociale, politiske og psykologiske virkelighed, der omgiver os. Dette er Native, Exotic, Normal / State of Emergency samt The Orient begge rammende eksempler på. Førstnævnte er placeret på niv. 4 og udgør en flagserie bestående af flag i alle verdens hudfarver. Sidstnævnte hænger over udstillingens indgang. Orienten, som værkets titel henviser til, er fra et vestligt synspunkt billedet på det eksotiske, eventyrlige og dragende Østen. Flagets design og de arabiske tegn refererer til et IS-flag og peger derfor samtidig på det politiserede Mellemøsten, vi kender fra nyhedsmedierne, og som kan fremstå som inkarnationen af vor tids trusler mod det vestlige samfund og demokrati. De arabiske skrifttegn, som betyder “I østen stiger solen op”, refererer til den danske sang fra 1837 af B. S. Ingemann, som endvidere viser tilbage til et Danmark fra før terrortruslernes tid.