Kærligheden til det uperfekte

Dette indlæg blev udgivet i Bacon, Freud and the London Painters, Store kunstoplevelser den af .
Kommentér

Det ligner mest af alt Frankenstein. Et lidt kantet og dystert ansigt, med noget der ligner ridser eller ar på kinden, og så den mærkværdige lap i panden. Langt fra et smukt og perfekt portræt. Men så absolut mit favorit-værk blandt de ellers mange påtrængende billeder i udstillingen Bacon, Freud and the London Painters

Værket er tegnet af Frank Auerbach (f. 1931) i 1959-60 og forestiller mod (min) forventning en kvinde, hans senere elskerinde, modellen Estella Olive West – deraf titlen ”Head of E.O.W.” Det er udført på papir, med kul og vandfarve.

Som med alle kunstnerne i udstillingen findes der et hav af litteratur man kan læse. Kunsthistoriske skrifter, anekdoter, kunstnernes egne breve osv. Og det er da også interessant at læse om Auerbachs metode og proces, hvor hans modeller ofte måtte sidde et utal af gange i flere timer, mens hans bearbejdede motivet om og om igen. Til dette værk skal Estella (eller Stella som hun blev kaldt), have siddet op mod 70 gange, før han var nogenlunde tilfreds med resultatet. Da havde han lavet så mange ændringer, at der var slidt hul i papiret og en lap måtte sættes på.

Men nogle gange er det mindst lige så interessant bare at kigge på billedet. Kigge og kigge og kigge til alle detaljer er afsøgt, alle udviskninger er sporet og til man næsten kan mærke de fnuldrede fordybninger i papiret, som processen har efterladt. Portrættet er måske ikke smukt, men det er bestemt ikke uinteressant eller hurtigt afkodet. For er det blot den kunstneriske proces som har efterladt sig spor på papiret, eller kan ”arrene” på papirets overflade ses som et liv levet? Det der giver portrættet karakter og dybde, ligesom det giver et menneske format?

For mig er det i hvert fald den lidt dunkle mystik, som er tiltrækkende ved værket. Måske det også er mindet om da man selv, som barn, greb blyanten og tegnede og tegnede og senere viskede og viskede. Hvordan den kritiske tilgang til motivet steg med alderen, og hvordan den umiddelbare glæde ved det at tegne, i stigende grad måtte vige for viskelæderet.

I ”Head of E.O.W.” er processen på vej mod resultatet på ingen måde skjult eller helt udvisket. Den står som uperfekte spor på vejen, som ridser i lakken, som minder om veje taget. Alt det der giver en overflade dybde, og hvorfor det uperfekte – efter min mening – er langt mere interessant end det der er glat og glitrende.

Skriv et svar