New York, New York

Dette indlæg blev udgivet i Rejser, The Garden, Udstillinger den af .

New York er ofte destinationen, når nye kunstnere og udstillingsideer skal undersøges. Denne gang var der dog endnu mere på spil, da direktør Erlend G. Høyersten, museumsinspektør Rasmus Stenbakken og jeg selv tog til New York, for blandt andet at deltage i prisoverrækkelsen af Globale Fine Art Award – museumsverdenens Oscar.

Prisoverrækkelsen fandt sted den 8. marts og ARoS havde den store ære at være nominerede i kategorien Best Public or Outdoor Installation/Exhibition med udstillingen ARoS Triennial – The Garden.

Det første overordnede felt som var i betragtning til prisen talte 2000 udstillinger, som siden blev snævret ned til 33 fordelt på 13 kategorier. Kategorien Best Public or Outdoor Installation/Exhibition talte blandt andre den meget omtalte og kritikerroste Irakiske pavillon fra sidste års Venedig Biennale og blandt de nominerede, i prisens 13 kategorier, var nogle af verdens mest videns tunge og besøgte museer såsom; The Royal Academy, Tate Modern, Tate Britain, Metropolitan Museum of Art, Solomon R. Guggenheim Museum,  Museum of Modern Art (MoMA), Belvedere Museum, Art Institute Chicago, Rijksmuseum og The J. Paul Getty Museum, hvorfra langt de fleste var til stede ved uddelingsceremonien.

Det var derfor en kæmpe glæde, da Erlend og jeg kunne gå på scenen og få overrakt GFAA (Globale Fine Art Award), en pris der på smukkeste vis afrunder museets hidtidig største udstillingssatsning, etableringen af ARoS Triennial. En udstilling der forbandt samtidskunstens øjebliksbillede med det museale historiske blik. Derfor var hele udstillingsteamet omkring The Garden stolte over denne internationale udmærkelse, der stod som den perfekte afrunding, men også en belønning for flere års hårdt slid. Det er også rart at se, at der fra international side blev givet en sådan udmærkelse, for et projekt der søger at gentænke formatet for en kunstudstilling. I en tid hvor flere biennaler og triennaler ser dagens lys, er det vigtigt at museet formår at binde biennalens flygtige øjebliksbillede sammen med vores fælles historie og med kunsthistoriens tradition. Man kan, med en noget fortærsket, men derfor ikke mindre sand kliche, måske sige; at man skal kende sin egen fortid, for at kunne sige noget interessant om samtiden.

Det var derfor også med stor glæde, at netop udstillingens sammenkobling af kunsthistoriens syn på landskabet med samtidskunstens afdækning af vores tids ”natur-udfordringer”, blev honoreret af GFAA.

Vi var dog også i New York for at se fremad. Både for at starte research på ARoS Triennial 2020, der på trods af at 2017 stadig føles meget present, ligger lige om hjørnet. Men også for at besøge den amerikanske kunstner Julian Schnabel, som ARoS præsenterer en stor særudstilling med i efteråret 2018. Julian Schnabel er måske ikke et navn der ringer en klokke hos alle på denne side af atlanten, men han er ikke desto mindre en man bør gøre sig bekendt med, da han har haft enestående indflydelse på kunstverden de sidste tre årtier.

Julian Schnabel, A Carrot is a Diamond for a Rabbit, 1990, oil on tarpaulin, 472,4 x 721,4 cm

Schnabel brød igennem på den internationale kunstscene i starten af 80’ere hvor alt gik godt i Reagans USA – økonomien og kunsten blomstrede. Han gjorde sig bemærket ved, at han først og fremmest bragte maleriet tilbage på kunstscenen. Efter at de amerikanske kunstnere næsten havde forsaget maleriet igennem 60’erne og 70’erne til fordel for en mere indadvendt og minimalistisk kunst (hvilket vi også så i Danmark – tænk bare på ARoS’ værk af Peter Louis-Jensen: Tre elementer i seks dele). Kunstnerne havde for så vidt ingen interesse i formelt maleri, og anså genren som udtømt. Ind kommer Julian Schnabel, som med sine tallerkenmalerier (billeder malet på en overflade af knuste tallerkner) og sine vilde, ekspressive malerier, pustede nyt liv i en oldgammel genre.

Kunstscenen i USA gennemgik på det tidspunkt samme proces som Europa gjorde – nemlig en genopdagelse af maleriet, som vi på ARoS og i Danmark bedst kender under fællesbetegnelsen De unge vilde, der tæller kredsen af kunstnere som Erik A Frandsen, Michael Kvium, Christian Lemmerz, Peter Bonde og Claus Carstensen. En gruppe kunstnere der i start 80’erne ”genopdagede” maleriet på deres egen, vilde og anarkistiske måde, med inspiration fra Tysklands Die Jungen Wilden. Her står Julian Schnabel, som den amerikanske pendant til de europæiske unge vilde, og de vilde 80’er malere som udgør en kernebestanddel i ARoS’ samling.

Et besøg hos Julian Schnabel i New York markerede derfor også starten på det samarbejde, som ARoS har startet og som kulminerer d. 12. oktober 2018 med fernisering på udstillingen Schnabel by Schnabel.

Julian Schnabel er vild – både i sit virke som maler og som person. Han er kendt for at gå i stribet silkepyjamas døgnet rundt og som en kunstner der i alle henseender er ”larger than life”. Hans hjem i Chelsea bydelen på Manhattan er da også et studie i ekspressivitet. Kunstneren har ombygget og tilføjet 7 ekstra etager til et gammelt lejlighedskompleks i The Village på Manhattan og omdannet det til et moderne renæssancepalads, skabt i lyserød beton. Et passende sæde for en ener i amerikansk kunst.

Bloggen vil senere på året følge op med mere information om udstillingen med Julian Schnabel, så følg med her, hvor vi varmer op til efterårets store særudstilling.