Myter, marionetdukker, middelalderens korstog – og en 50 meter lang mur!

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger den af .

– ny udstilling med den egyptiske kunstner Wael Shawky åbner snart.

Den anerkendte samtidskunstner fra Egypten, Wael Shawky (f. 1971) har været på ARoS i snart to uger. Sammen med ARoS’ tekniske team har han været i gang med opførelsen af et nyt værk skabt specifikt til museets kommende udstilling, Wael Shawky – The Crusades and Current Stories. Frem til åbningen den 19. maj, kan man derfor skimte de travle håndværkere i færd med at bygge og male det nye værk ’in the making’, når man som gæst bevæger sig ned af spiraltrappen fra niveau 3 til 0.

Det nye værk bærer titlen Cabaret Crusades: The Wall. Det er udformet som gigantisk mur i en pink-metallisk farve. Murens form varierer undervejs. I den ene ende har den pukler som på en kamel og en krokodillelignende hale. I midten ligner den et middelalderligt fort, og for enden er den sammenstyrtet som en bjergtinde. Indholdsmæssigt kobler det lange ”murværk” sig til kunstnerens filmiske storværk, filmtrilogien Cabaret Crusades (2010-2015), som handler om middelalderens korstog, men set fra et arabisk synspunkt og med afsæt i marionetdukker i stedet for ”rigtige” skuespillere. Ifølge kunstneren selv udgør den 50 meter lange mur i sin helhed et skulpturelt diagram over korstogenes 200 års historie. Muren kan herudover anskues som et markant symbol på verdenshistoriens mange konflikter mellem to stridende parter. Den leder ikke kun tankerne hen på fortidens mure, men også på de mure, der bygges og planlægges lande imellem i dag.

Et rigt antal af værker

Shawkys lyserøde mur kan opleves udenfor galleriet på niveau 1. Går man videre ind i galleriet vil man kunne opleve marionetdukkefilmene Cabaret Crusades samt et rigt antal af andre værker, bl.a. tre imponerende relieffer af træ bemalet og belagt med bladguld, hvoraf to af dem er helt nye. I disse har Shawky taget afsæt i historiske oliemalerier fra Europa fra hhv. 1500- og 1800-tallet. Generelt går Shawky kildekritisk til værk. Derfor tilføjer han ofte mytiske elementer, fabeldyr o.l. i bl.a. træreliefferne for at vise os, hvordan fortidens historiske genfortællinger ofte er fordrejede eller usande. Herudover præsenteres et stort udvalg af de marionetdukker, som indgår i filmene, et sandblæst spejlpanel, der motivisk relaterer sig til de arabiske baggrundskulisser i filmene, samt tegninger, collager og fotografier.

Alt i alt kan man glæde sig til en omfattende udstilling, som ikke alene rummer store og relevante fortællinger om religion, storpolitik, psykologi og mellemmenneskelige forhold. For udover udstillingens emner vil håndværket bag værkerne samt deres visuelle skønhed uden tvivl drage mange ind i Shawkys originale univers. Med afsæt i oprindelige historiske kilder og marionetdukker genopfører Shawky nemlig ikke alene de historiske begivenheder fra en fjern fortid med de komplicerede relationer mellem Vesten og Mellemøsten som omdrejningspunkt. Han skildrer også en fortid præget af voldsomme konflikter og sammenstød, som stadig påvirker forholdet mellem Vesten og Mellemøsten i dag, og giver os derfor chancen for at se både korstogene og samtiden i et nyt lys.