Agnes Slott-Møller – hvorfor nu?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Udstillinger den af .

I forbindelse med udstillingen Agnes Slott-Møller – Helte og heltinder har mange stillet spørgsmålet; hvorfor vælger ARoS at lave en udstilling med denne for mange glemte kvindelige symbolist netop nu? Der er kommet mange spændende bud, og flere med spekulation om der skulle være en særlig politisk dagsorden at spore. Udstillingen giver et interessant billede af en person, der aflæste sin samtid radikalt anderledes end andre kunstnere i hendes samtid. Hvor andre kunstnere hyldede fremskridtet på forskellig vis, var Agnes Slott-Møller konservativ og fokuserede i stedet på det man tabte som individ og som samfund. Det er denne del af Agnes Slott-Møllers virke, som udstillingen beskæftiger sig med.

Udstillingen har ikke til hensigt at dække over, at Agnes Slott-Møllers holdninger i sine sidste leveår falder sammen med andre kræfter, der ligesom hende selv finder inspiration i stærke personer fra historien. Man ser f.eks. i hendes Valdemar Sejr-serie en nærmest manisk og mytisk dyrkelse af Kong Valdemar Sejr, der skildres og beskrives som en Kristus-figur, der er vendt tilbage fra fangenskab for at redde Danmark. Set fra resten af Agnes Slott-Møllers kunstneriske virke kan dette fokus isoleret set, synes at være en problematisk fokusering på individet og en personkult dyrkelse, der ender i fascistiske regimer andre steder i Europa. Men man må samtidig anskue Slott-Møllers kunstneriske virke, som startede i 1880’erne, i en historisk kontekst, som ligger før hyldesten af individets sammenhæng med fascisme.

Agnes Slott-Møller inspireres tidligt af Georg Brandes’ læsning af Nietzsche og ideen om en ny aristokratisk radikalisme. Her var der tale om en forståelse af mennesket, hvor udviklingen af kunsten hang nøje sammen med en hævdelse af individet og den skabende personlighed i et opgør med traditionens begrænsninger. Denne hyldest af individet er helt på linje med samfundsånden i det sene 1800-tal og tidlige 1900-tal og forståelsen af geniets udfoldelsesmuligheder. Forfatteren Johannes Jørgensen beskrev det således: ”i fraværet af det guddommelige bliver det den symbolistiske kunstners opgave at guddommeliggøre sig igennem sin kunst og skabe den guddommelige sammenhæng, der ikke længere eksisterer i verden”.

Kunstneren blev anset som særligt privilegeret, som geni, som overmenneske og skulle nu sætte sig i Guds sted, og dermed også blive herre over skaberkraften. Kunstnergrupperingen, der senere kom til at gå under betegnelsen symbolisterne, så sig selv som profeter, der ved at distancere sig fra den materielle verden fik mulighed for at kortlægge et indre sjæleliv og derigennem finde sandheden. Kunsten og kunstnergeniet fik dermed en ophøjet rolle i symbolisternes forestilling af det moderne liv.

Agnes Slott-Møller er tidligt ude og advokere for en fremhævelse af det særligt udvalgte individ, som hun går langt tilbage i den danske historie for at finde. Her søgte hun særlige personligheder, der kunne være opbyggelige og som indeholdt en særlig dansk ånd og viljestyrke.

I hendes skarpe fastholdelse af det nationalt danske særegne, som hun var stærkt optaget af frem til sin død i 1937, kan man ikke undlade at holde historiens spejl op mod Agnes Slott-Møllers værker. I 1930’erne tiltrak netop de sig opmærksomhed fra National-Socialistens anmelder Regnar Lodbrog. Efter at have besøgt hendes mindeudstilling på Charlottenborg i 1938, skrev han:

“Denne Kunst er virkelig Kunst. Hvorfor? Fordi den umiddel­bart forstaas, allerbedst maaske af den, som slet ikke er kunstforstandig, men blot elsker sit Folk og sit Land højere end alt andet paa Jorden.”[1]

Ligeledes optrådte hendes værker i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderpartis (DNSAP) månedsbrev som eksempler på, hvorledes historiemaleriet kunne nytænkes og stå som modstykke til modernitetens degenererede kunst.

Agnes Slott-Møller står som en radikal kunstner, der ikke søgte kompromiset og ikke bøjede af over for tidens foranderlige ideologiske vinde. De tanker, der formede hende i hendes ungdomsår, navnlig fascinationen af historiske enere og fastholdelsen af kunstens nationale rolle i opbygningen af nationalstaten vedblev at være kernen i hendes kunstneriske virke. Gør dette hende til nazist? Det er svært at udspørge hende så mange år efter hendes død, men hvad der står tilbage, er en samtid, der lod sig fascinere af fascismens forførende enkle verdensanskuelse, men det er også sikkert at denne fascination talte en lang række andre kulturelle personligheder, der endte med at tage afstand til fascismen.

Der er ikke tvivl om, at Agnes Slott-Møller står som en interessant og stærk stemme i forhold til den gren af kulturen, der ikke hyldede moderniteten. Hendes værker står tilbage som vidnesbyrd om en melankolsk længsel efter en verden, som ikke længere eksisterede, og som en marginaliseret del af kunstverdenen ønskede at bibeholde. Udstillingen sætter fokus på en gruppering af kunstnere, der ikke så forandring som noget entydigt positivt.

På ARoS tilstræber vi at fremvise et så bredt perspektiv af kunstverden som muligt og søger at inkludere marginaliserede stemmer. Vi mener, at der på kunstmuseet skal være plads til en alternativ fortolkning af moderniteten.  Vi præsenterer Agnes Slott-Møller uden at politisere og polemisere hendes materiale ved at sætte lighedstegn mellem hendes og fascismens hyldest af individet og beskylde hende for en ideologisk holdning, som der reelt set ikke er belæg for. I stedet søger vi at stille historien til skue og lade den snakke sammen med nutiden og dermed perspektivere vores egen samtid.

[1] John T. Lauridsen, “Kulturkamp! DNSAP’s opgør med moderne kunst og kultur”, Fortid og Nutid, 2002, s. 37.