Løgnen

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Samlingen, Udstillinger den af .

Det er på tide at komme med en indrømmelse. Den vil muligvis chokere mange, endsige forarge endnu flere, men ikke desto mindre, må sandheden frem:

Vi (læs: ARoS) har løjet for dig (læs: gæsten). Så er det sagt.

Hvordan?!

Hvornår?!

Hvor længe?! tænker du måske.

Svaret er rigtig længe. Nærmest altid.

Men måske har du selv indvilliget i løgnen? Måske du selv har overgivet dig til kunsten, ladet dig rive med af dens fortællinger og kontekst, og måske du selv har ønsket at forlade virkeligheden for en stund?

Det kræver en forklaring.

På ARoS er vi historiefortællere. Vi elsker at skabe en illusion af, at du – gæsten på museet – bevæger dig et nyt sted hen, hver gang du befinder dig i en ny udstilling.

Med ‘sted’ menes et fysisk sted, et symbolsk sted eller endda et mentalt sted. Vores mantra er, at to udstillinger aldrig må ligne hinanden. Ny kunst skal præsenteres i nye rumligheder. Slut.

Har du været trofast besøgende på ARoS, har du i de forgangne år således befundet dig dybt inde i Michael Kviums øre, på banegården Gare Saint-Lazare i slutningen af 1800tallets Paris for så at tage et smut omkring Herlev sygehus og opleve Paul Gernes helbredende totaludsmykning.

Om du i skyndingen skulle have glemt, hvornår i alverden, du skulle have været på disse rejser, kan til behagelig orientering oplyses, at det var i særudstillingen Michael Kvium – FOOLS, i præsentationen Monet – Lost in Translation og i samlingsudstillingen Formen, Farven, Fladen.

Men det stopper jo ikke her, for du har jo også været i Kina. Du har ligget og sprællet nede i Willumsens farvepalet, og du har følt kroppens vægtløshed i Olafur Eliassons tåger.

Om hukommelsen stadig har brug for at blive hjulpet på vej, var det i særudstillingen A New Dynasty – Created in China, i udstillingen Den vilde, vovede og sene Willumsen og i samlingspræsentationen Out of the Darkness.

Og sådan kunne vi blive ved.

Og nu er det så, at ARoS punkterer illusionen og indrømmer, at det var ren fiktion.

Man kunne kalde det “det-var-bare-noget-vi-sagde”. Man kan også kalde det udstillingsscenografi eller tårnhøje ambitioner, når det kommer til dét at skabe arkitektoniske helheder om kunst i verdensklasse. For når ARoS laver udstillinger, er der mange faktorer, der spiller ind. Kunst af høj kvalitet er en naturlig forudsætning, men udstillingsscenografien – selve den fysiske ramme, som kunstværkerne præsenteres i – ligger også i toppen af vores prioriteringsliste.

I den nyligt åbnede særudstilling MOVE! er nævnte scenografi et konceptuelt udgangspunkt. Her genintroducerer ARoS nemlig museets gæster til totalinstallationen Distance fra 2004 af kunstneren Jeppe Hein i de arkitektoniske rester fra museets tidligere særudstilling med symbolisten Agnes Slott-Møller. Vi har valgt at lade det rumlige forløb, vægfarver, lyssætning, formidlingstekster, ja stort set alt med undtagelse af selve malerierne fra den forhenværende udstilling stå urørt. Og hvorfor nu det?

Jo, vi fik pludselig lyst til at vende vrangen ud på ARoS’ traditionelle måde at arbejde på ved at synliggøre, hvordan vi – i en nærmest uendelig cyklus – bryder udstillinger ned, for at nye kan bygges op. Og til det formål er Heins totalinstallation Distance fænomenal, som det 400 meter lange modulære skinnesystem insisterende smadrer sig vej gennem galleriet og gør op med den traditionelle opfattelse af museet som et statisk sted, hvor man – i sit eget tempo og uden fysisk anstrengelse – har mulighed for at fordybe sig i kunsten.

Med udstillingstitlen MOVE! håber vi således, at du fortsat vil slæbe din fysiske krop på ARoS. Vi håber, at du vil glemme enhver skam i livet og halse efter kuglerne i Jeppe Heins interaktive installation, og vi håber, at du – ikke bare i denne runde, men generelt og fremadrettet – vil rykke dig i mødet med kunsten. Erkendelsesmæssigt. Intellektuelt. Holdningsmæssigt.

Vi vil i så fald (og med din tilladelse) blive ved med at “lyve”. For på ARoS elsker vi at iscenesætte kunsten. Vi kan faktisk slet ikke lade være.