Fokus på nye strømninger i kunsten i anden halvdel af 1800-tallet.

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Kunstens rolle, Samlingen den af .
Udstillingen Drømmen om Danmark vil gerne være et indspark i debatten om, hvad der er karakteristisk for vores land. Nationalstaten dannes i disse år, efter Enevældens fald og indførelsen af den første demokratiske grundlov i 1849. Her i anden halvdel af 1800-tallet flyttes fokus fra Hovedstaden, Kongen og Adelen, ud i landet til en større del af befolkningen, og kunsten følger med. Det første kunstmuseum udenfor hovedstaden åbner her i Aarhus i 1859, og en ny generation af kunstnere får udfoldelsesmuligheder her.

Overraskende nok har arbejdet med denne udstilling også givet anledning til en revideret opfattelse af den danske kunsthistorie. I den traditionelle kunsthistorie-skrivning betragtes denne periode, anden halvdel af 1800-tallet, som en fortsættelse af guldalderen: sen-guldalder, og noget der foregik ude i provinsen, omtalt sådan lidt nedladende. Denne udstilling viser værkerne selv, og for dem der oplever kunst med øjnene, er det åbenlyst, at der her er noget helt nyt på færde.
Disse kunstnere kendte udmærket til guldalderkunsten, da de fleste af dem har været turen omkring Kunstakademiet i København og fået undervisning af lærerne der. Men deres mål var et andet. De fleste af kunstnerne har også været på studierejser rundt omkring i Europa. Specielt har de været interesseret i at besøge Paris og se de nye tendenser i fransk kunst. De har set fransk naturalistisk landskabsmaleri og fransk salonkunst. Nogle af dem har endog gået på malerskole hos de store franske mestre: Barbizon-skolens kunstnere, Camille Corot og Jean-Francois Millet, og specielt Léon Bonnats kunstskole i Paris har været flittigt besøgt af denne gruppe kunstnere. De fleste at dem deltog også på de store verdensudstillinger i Paris i 1878 og 1889, og i Chicago 1893 foruden udstillinger i London 1862, Berlin 1891 og i Lübeck i 1895.
Set fra andedammen i København, levede de ikke op til guldalderens kunstidealer. De rejste hjem til provinsen, hvor de kom fra i Danmark og arbejdede med motiver derfra. Men de kendte til landskaberne der, de kendte menneskene og dyrene, som noget de var vokset op med, og derfor kunne skildre levende. Men de søgte også inspirationen udefra, især fra Frankrig, og blev påvirket af de nye kunstneriske stilretninger herfra.
Når man ser kunstværkerne samlet som her på denne udstilling, kan man få øje på disse sammenhænge. Så kan man se, at det måske i virkeligheden var de kunstnere, der tog kunsten et skridt videre efter guldalderkunsten, som man stadig hægede om i Hovedstaden. Deres naturskildringer er ægte naturalistiske. Man kalder stilen nationalromantik, men det er ikke bare en idyllisering af naturen, for de opsøgte selve de motiver, som de fandt smukke, og som vi finder smukke, og som vi nu prøver at genskabe ved fredninger og naturgenopretningsprojekter.
Ser man på nogle af de guldalderkunstnere, som blev gamle, P.C. Skovgaard for eksempel, er hans senere værker også meget anderledes end dem han malede i guldalderperioden, og han fik også stor betydning for denne nye kunstnergeneration. Tilsvarende er Vilhelm Kyhn heller ikke bare sen-guldalderkunstner, men tager også skridtet videre og bliver mentor for den nye generation af kunstnere. Han starter endog en privat kunstskole med en afdeling for kvindelige kunstnere, der dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet, Anne Ancher f.eks, som bliver central for den næste generation af kunstnere, hvor også impressionistiske strømninger vinder indpas.
Når man interesserer sig for kunst, lønner det sig at se værkerne selv, ikke bare at læse om dem. Også ældre kunst kan give nye oplevelser, når man ser den i nyt lys. Kunstmuseets store værdi ligger i, at man her har mulighed for at se ny kunst og ældre kunst sammen, at se dansk kunst og udenlandsk kunst sammen, og så kan man også nyde godt af, at der dér er nogen, der har prøvet at sortere det bedste frem til præsentation.