Andreas Fritz

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Samlingen den af .
Andreas Fritz (1828-1906) er ikke en af de kunstnere, der omtales bredt i den almindelige danske kunsthistorieskrivning. Men for kunstlivet i Århus fik han stor betydning.

Efter at have gået på Aarhus Realskole med Emmerik Høegh-Guldberg som tegnelærer, begyndte han på Kunstakademiet i København, men blev midlertidigt afbrudt af 3-årskrigen 1848-51 og en kort officerskarriere. Senere flyttede han tilbage til Århus og etablerede sig som portræt og landskabsmaler, samtidig med at han drev selvstændig fotografisk virksomhed i byen først i Vestergade senere på Store Torv.
I ARoS Aarhus Kunstmuseums samling er han repræsenteret med hele 8 malerier, dels indkøbt og dels doneret af en række af byens borgere, der støttede deres kunstmuseum. Det er især skildringer af naturen omkring Århus, fra Marselisborg skov, Moesgaard og Himmelbjergegnen foruden et par figurbilleder.
I kunsthistorien beskrives han som en kunstner, der videreførte landskabsmaleriet i traditionen efter P.C.Skovgaard og Vilhelm Kyhn. Men ser man på hans billeder, der er med på udstillingerne Drømmen om Danmark og Human Nature på ARoS, er der en ting, der falder i øjnene: Det er højkants-billeder, hvor stort set alle de andre malerier er tværformats-billeder, som landskabsbilleder jo naturligt lægger op til. Motivafskæringerne er også tydeligvis inspireret af fotografiet, som vi ved, at han også  brugte i sin arbejdsproces, ligesom senere f.eks. P.S.Krøyer, så på den måde peger hans kunst fremad i tiden.
Andreas Fritz hører ligesom Janus la Cour og Christian Blache til det man kunne kalde anden generation af kunstnere i Århus. Alle rigt repræsenteret i udstillingen på ARoS. Emmerik Høegh-Guldberg, den gamle maler Gebauers svigersøn, var den person, der satte dem alle igang. Gennem undervisning på Tegneskolen, som lærer ved Realskolen og adjunkt på Katedralskolen, hvor Blaches far var rektor, og så som initiativtager til først Kunstforeningen af 1847 og senere den offentlige Malerisamling i 1859.
Århus var på den tid en lille by på 8.000 mennesker, der var vokset til 17.000 mennesker i 1877, da museet fik sin egenbygning i Mølleparken. Mølleejer Andreas Weis og hans kone Bertha Weis, havde gjort deres hus til samlingspunkt for kunstnere, musikere og kulturinteresserede borgere i byen. Nu skænkede de så grunden, hvorpå den nye museumsbygning skulle opføres, da mølledammen blev udtørret. Deres hus, Aarhus Mølle, blev iøvrigt senere flyttet til Den Gamle By.
Det at kunsten fik udfoldelsesmuligheder i byen, har uden tvivl været medvirkende til at gøre Århus til en kulturby, der også tiltrak de nye industrivirksomheder: Frichs maskinfabrikker, Ceres bryggeri, Otto Mønsteds margarinefabrik er alle fra denne periode, hvor Århus Havn også blev bygget ud i bugten. Tegneskolen udviklede sig til Teknisk skole med en fin ny bygning i Nørre Alle, hvor man også senere startede universitetsundervisningen. En gruppe privatpersoners interesse for kunst og kultur udviklede sig til en række museer: ARoS, Moesgaard, Antikmuseet, og byen fik selvrespekt, så den nu kalder sig en storby.