“En klog mand sagde engang…”

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger den af .

Barnett Newman sagde engang, at en skulptur er det objekt, du bakker ind i, når du træder et skridt tilbage for at betragte et maleri. Han var amerikansk ’color field’ maler og var således nok primært optaget af fladen og det todimensionelles kunstværks potentiale.

Selvom bemærkningen i dag vist roligt kan kaldes en overdrivelse, er der alligevel et eller andet tankevækkende i antagelsen. For hvad er en skulptur egentlig? Og hvad er vores erfaring med at tilgå det fysisk rummelige kunstværk contra det todimensionelle billede?

Lad os starte et andet sted, nemlig med maleriet. Det kender vi. Her kan vi på behørig afstand betragte en flade og – hvis billedet ellers ikke er alt for fysisk omsiggribende – overskue motivet med et enkelt blik. I maleriet accepterer vi, at verdenen, som vi kender den, fyldt med rumlige genstande og menneskekroppe, er transformeret til flade motiver på et lærred. Dét at billedet ”forestiller” noget, dét at det efterligner og netop ikke er selve virkeligheden, er med andre ord nærmest ”skåret ud i pap” for øjnene af os.

Når det kommer til skulpturen derimod, er selve skulpturens DNA, at den er rumlig og aldrig lader sig overskue på en gang.  Skulpturen kræver, at du nysgerrigt og aktivt går i klinch med den – at du bevæger dig rundt om den og vurderer dens varierende udtryk og omskiftelige karakter fra forskellige vinkler. På den måde kan mødet med en skulptur sidestilles med mødet med et andet menneske, som vi også må erfare fra forskellige perspektiver for at danne os et helhedsbillede af.

Skulpturen indeholder med andre ord et kæmpe potentiale. Ikke bare kunstnerisk, men også kulturelt og socialt, og det er netop det potentiale, ARoS ønsker at forfølge i udstillingen Objects of Wonder, som der i skrivende stund arbejdes intenst på.

Objects of Wonder beror på et samarbejde med Tate i London, som har åbnet op for deres samling og ladet ARoS plukke frit i den imponerende perlerække af tankevækkende, sanselige og banebrydende skulpturer. På den baggrund har vi – efter en lang og spændende kuratorisk proces – udvalgt intet mindre end 70 skulpturer fra 1960erne og frem til i dag, som ARoS planlægger at iscenesætte i en innovativt scenografisk ramme, der kræver gæstens kropslige deltagelse.

Men hvorfor nu dette kropsfokus, kunne man spørge? Er der ligesom ikke nok fokus på kroppen i den overeksponerede kropskultur, vi lever i?

Jo! – og nej! Og mest det sidste, nej.

For på trods af at mennesket igennem de digitale medier aldrig før har kunnet tilgå verden så ubesværet som nu, mister vi til stadighed fornemmelsen for og brugen af den fysiske krop.

Mens samtidens intenst visuelle kultur efterlader vores sanser på overarbejde, er vores fysiske erkendelse af verden støt dalende. Og hvilken konsekvens har det for vores kroppe? Og hvad med vores taktile perception af ikke bare kunsten – men også af hinanden og af verden generelt?

Med forbehold for at have ambitioner højere end de største offentlige udendørs skulpturer er det ARoS’ målsætning, at udstillingen Objects of Wonder skal motivere os til at løfte hovedet fra skærmen og genopdage os selv og vores medmennesker i en kropslig virkelighed.

Med skulpturen som løftestang vil vi med andre ord insistere på fortællingen om det tredimensionelle kunstobjekts potentiale. Vi vil sidestille skulpturen som prægnant form med menneskets krop af kød og blod og opfordre til, at vi træder et skridt tilbage og bumper ind i skulpturen sammen.

Så er vi allerede godt i gang med at bruge kroppen – og med at begribe det tredimensionelle kunstobjekts inderste karakter i øvrigt.