Nyt værk: Hein Heinsen: Sinus I Sinus II, 2007

Dette indlæg blev udgivet i Samlingen den af .

ARoS Aarhus Kunstmuseum har for nylig fået et nyt værk, som netop er sat op i udstillingen Human Nature på niveau 8. Her i salen kan man bl.a. følge udviklingen af skulpturer fra det naturalistiske til det abstrakte. 

Det nye værk er af Hein Heinsen og hedder Sinus I Sinus II, det er 250 cm højt og er udført i 2007.

Værket hører til dem, man umiddelbart vil kalde abstrakte, men derfor er det ikke nødvendigvis noget, som kun relaterer sig til sin egen selvskabte verden. Værket arbejder med sinuskurvens form, der rejser sig fra fladen kontinuerligt til kulminationspunktet og kontinuerligt tilbage til nulpunktet. Det er en æstetisk form, som kunstneren har arbejdet meget med, men for ham skildrer det også noget, der ofte forekommer i naturer: Årets gang, hjertets rytme, bevægelsen fra fødsel til død.

Skulpturen er lavet af autolakeret rustfrit stål med en delvis transparent overflade. Man kan se en lille smule ind igennem materialet, ligesom ved marmor, så det ikke blot er en hård flade, der lukker al kontakt ude. Måske som et udtryk for menneskets forhold til sin omverden, som det ikke kan gennemskue, men dog erkende noget af. Figurerne er malet med 2 farver skilt fra hinanden, så der konstitueres en forskel, igen ligesom vi kender det fra naturen med en horisont linje mellem himmel og jord.

Figurerne består af 3 sammensatte dele, en flade, et objekt og en flade. Indenfor kunstverdenen svarer det til maleri, skulptur, maleri. Det tematiserer forskellen mellem det 2 dimensionale, hvor vi selv skal forestille os helheden, og det 3 dimensionale, hvor der befinder sig et objekt reelt i verden foran os. Men den store af figurerne er i overkropsstørrelse, så vi ikke kan se bagom den, men må bevæge os rundt for at opfatte den. Den lille udgave af figuren kan vi tilsyneladende se over, men begge har at forside og bagside, som er i forskellige farver.

Abstrakt kunst er ikke en entydig størrelse. Nogle kunstnere vil med deres værker skabe en egen verden med egenartede regler. Konkret kunst, der hviler i sig selv og ikke tager udgangspunkt i noget synligt fra den almindelige verden. Andre kunstnere arbejder med at uddestillere det universelle fra den erfarede verden. Det er interessant at konstatere, at i europæisk kunst bliver livlinen til den almindeligt oplevede virkelighed sjældent kappet helt. Jeg har engang hørt den forklaring, at det er fordi, man her ikke kan grave et spadestik i jorden uden at møde et fortidslevn, og til alle ting og steder knytter der sig historier, så vi holdes fast af kulturens navlestreng.