Skal det nu være kunst?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger den af .
Kommentér

En sneklædt januardag i 1970 trak de danske kunstnere Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en hest ud på en mark ved Kirke Hyllinge. Her slagtede de den, parterede dyret, proppede de afskårne dele på syltetøjsglas og kaldte det for kunst. Og tror man, at optrinnet slutter her, så tror man fejl, for den inviterede presse sørgede for, at billederne af det rituelt udklædte kunstnerpar og den livløse hest nåede ud i alle afkroge af det danske rige. Og man må sige, at de blev set. Danmark gik amok, og Bjørn Nørgaard måtte gå under jorden pga. det kunstneriske eksperiment, som ikke bare forstyrrede opfattelsen af, hvad kunst er for en størrelse, men i tillæg trak en uskyldig hest med i faldet. 

Fra mine år som omviser på ARoS ved jeg, at ingen anden kunstinstallation i museets faste samling udløser spørgsmålet: ’Skal det nu være kunst?!’, som hesteofringen gør det. Mens publikum, delvis nysgerrigt delvis frastødt, nærstuderer glassene og gætter på, om det mon er dele af struben eller et stykke tarm det dér, lige dér, bliver der rystet godt og grundigt på hovedet over, at en slagtet hest kan gøre det ud for kunst.

Og spørgsmålet er jo reelt nok: Er et dødt – nu snart 50 år gammelt – dyr, som mest af alt ligner de støvede glas, der befinder sig i glasskabet bagerst i folkeskolens biologilokale, kunsten værdig? Isoleret set nej. I sin konceptuelle helhed ja. For her må man ikke glemme, at Nørgaard og Adler Petersens seance var en kunstnerisk happening, som rakte langt ud over de golde marker i Kirke Hyllinge. Faktisk rakte aktionen helt om på den anden side af jordkloden, hvor den igangværende Vietnamkrig hver eneste dag krævede civile ofre.

Fra sit skjul fik Nørgaard da også formuleret, om man hjemme i de danske stuer var sig selvmodsigelsen bevidst? At kvinder og børn hver eneste dag blev slagtet i Vietnam uden nogen videre reaktion fra den vestlige verden, mens de humane begavelser blev projiceret over på en halt krikke i Kirke Hyllinge?

Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard, Hesteofringen (1970) på udstillingen No Man is an Island – The Satanic Verses, ARoS 2017

Egentlig er omdrejningspunktet for dette blogindlæg mere og andet end et af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende moderne kunstværker, nemlig en skulptur, som jeg oplever som beslægtet med den parterede hest. Det drejer sig om værket Away from the Flock af britiske Damien Hirst, som i al sin enkelhed har gjort brug af det ultimative symbol på uskyld – et hvidt plysset lam. Lammet har kunstneren fikseret i en glasmontre og konserveret i formaldehyd, som blev dyret indfanget levende og kvalt i den konserverende væske.

Chokeffekten er uafrystelig.

I tillæg inviteres vi til at gå rundt om det stivnede dyr og få alle de hårrejsende detaljer med. Dets åbne mund, dets livløse øjne og tykke bløde pels, der hjælpeløst flagrer som små fangarme ud i beholderens væske. Og selvom vores fornuft fortæller os, at dyret ikke lider (i hvert fald ikke længere), vækkes det i et glimt til live, hver gang vi runder et af sokkelakvariets hvide træhjørner, og lysets brydning i væsken forskyder vores syn på lammet en smule.

Away from the Flock er en del af Hirsts serie Natural History, hvor forskellige dyrearter (hajer, køer, duer og føromtalte lam) er konserveret i formaldehyd. Alt sammen som en kunstnerisk honnør til stilarten nature morte, hvor livløse genstande i uendelige kompositioner blev anvendt som eksistentielle symboler i billedkunsten.

Men Hirsts lam er mere end et almindeligt ’memento mori’ – en venlig påmindelse om, at vore dage er afmålte, og at vi skal dø, før vi selv ved af det. Værkets titel, Away from the Flock, rammer nemlig lukt ned i følelsen af fremmedgørelse. At være ’away’ er én ting, men at være ’away from the flock’ er langt værre. Her har man for alvor mistet sit eksistentielle udgangspunkt og forbindelsen til sin sociale gruppering.

Lammet er i den sammenhæng ikke uden religiøse undertoner. Op igennem skulpturhistorien støder man på adskillige fremstillinger af Agnus Dei, Guds lam; nogle som offerlam, men flest i skikkelse af et oprejst dyr – et triumferende billede på en opstanden frelser.

Hos Hirst er der tale om en (bevidst) forfejlet fremstilling af sejrsdyret. Her er lammet sunket ned i selve soklen, der har åbnet sig som en dræbende gennemsigtig beholder.

Og nu tilbage til det populære spørgsmål: ’Skal det nu være kunst?’ Alt afhænger jo af øjnene, der ser, men én ting er sikker: Såvel Hirst som Adler Petersen og Nørgaard rykker ved grænserne for vores traditionelle opfattelse af, hvad kunst er, hvad den skal kunne og hvorfor.

Tjek det selv ud. Hirsts lam er til offentligt skue i særudstillingen Objects of Wonder – from Pedestal to Interaction … Og jeg gætter på, at der er mere end ét værk i den udstilling, som man får lyst til at stille sig undrende op foran …

Foto:

Damien Hirst

Away from the Flock, 1994
Glass, stainless steel, Perspex, acrylic paint, lamb and formaldehyde solution 960 x 1490 x 510 mm
ARTIST ROOMS: Acquired jointly with the National Galleries of Scotland through The d’Offay Donation with assistance from the National Heritage Memorial Fund and the Art Fund 2008
© Tate, 2019 / Damien Hirst /Science Ltd.
All rights reserved DACS / VISDA [2019]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar