Kunst skal opleves med andet end hovedet

Dette indlæg blev udgivet i ARoS Stories den af .
Kommentér

Som tekniker på ARoS hører jeg ofte kommentarer som ”Jeg forstår mig altså ikke på kunst” og ”Hvad skal det nu betyde?” under det praktiske udstillingsarbejde. Jeg sporer her en udbredt forestilling om, at kunst primært skal erfares intellektuelt med henblik på at fremtvinge en bagvedliggende betydning som kunstneren har gemt i værket. Min anbefaling går på at sætte intellektet lidt på pause og i stedet at bruge sin mavefornemmelse i mødet med ellers vanskeligt tilgængelige værker. 

På Tate Modern i London findes et udstillingsrum dedikeret til to installationsværker af den tyske kunstner Joseph Beuys, henholdsvis Blitzschlag mit Lichtschein auf Hirsch (1958-1985) og Das Ende des 20. Jahrhunderts (1985). Til sammen udgør de to værker et dommedagsagtigt scenarie, der bedst kan sammenlignes med sporene efter en naturkatastrofe. Das Ende består af 31 kropsstore, groftskårne basalt-sten spredt tilfældigt på gulvet. Hver sten bærer et mærke efter kunstnerens bearbejdning: et konisk boret hul, der efterfølgende er foret med filt, hvorefter den udborede stenmasse er blevet indsat i stenen på ny.

Blitzschlag er en sammenstilling af flere enkeltskulpturer skabt over en årrække på næsten 30 år. Udtrykket er også langt mere forskelligartet end ved Das Ende. Det første element, der tiltrækker sig opmærksomhed, er den flere meter høje trekantede struktur, som er ophængt på en kraftig, rusten I-bjælke. På én gang mørk, massiv og truende, men på samme tid også dansende let, idet den kun lige nøjagtig berører gulvet i et enkelt punkt. Neden for trekanten ligger amorfe klumper spredt. Disse vækker mindelser om afhuggede lemmer eller små dyr, som ligger og vrider sig i smerte. Afstøbninger af mere industriel karakter findes også i form af en trækvogn med økse, et metalstativ med kompas samt en opsats med strygejern støbt i aluminium.

Fælles for begge værker er, at de fremstår kaotiske med deres uordnede objekter. Værkerne er stort set renset for afkodelige tegn, som vi kender dem fra den klassiske billedtradition. Alligevel er der noget, der trækker i min bevidsthed. Er disse genstande menneske- eller naturskabtee? Et spil mellem lethed og dystopi virker fremmedgørende over for mig. Intuitivt sammenligner min krop sig med de spredte sten og krybende klumper. Her er vi på sporet af, hvad et godt kunstværk udgør for mig: et værk der formår at vække min nysgerrighed på et ikke-analytisk niveau. Det formår at fastholde mig og invitere til videre udforskning, som jeg så kan dykke ned i kunstlitteraturen efter, når pulsen engang har lagt sig.

Kenneth Nielsen, Art Handler, ARoS

Skriv et svar