Researchtur til Sydafrika

Dette indlæg blev udgivet i ARoS Stories den af .

For nyligt tog museets direktør Erlend G. Høyersten, museets kurator Maria Kappel Blegvad og museets formidlingschef Marianne Grymer Bargeman til Cape Town. Formålet med turen var research til en kommende udstilling, som forholder sig til Afrika.

Det afrikanske kontinent er noget af det væsentligste, man kan beskæftige sig med, hvis man vil forstå verden her og nu. Arealmæssigt er det større end USA, Kina, Indien, England og Sydeuropa tilsammen. Alligevel har vi en tendens til at glemme det. Men Afrika er ikke til at komme udenom, når det handler om fremtiden. Der er en rivende udvikling i landene syd for Sahara, og det har medført et sprudlende vækstlag af nye kunstnere og kulturinitiativer, som peger direkte ind i vores fælles fremtid. Med den kommende udstilling ønsker vi at præsentere 15-20 samtidskunstnere, der har rødder i, eller arbejder med, kontinentet, og vestens fordomme og forestillinger om Afrika. Som ARoS direktør siger: ”Der er stadig diskurser i den nutidige mediestrøm, som præger vores forestillinger om Afrika og afrikansk kunst negativt. Denne problematik ønsker vi at rejse gennem udstillingen. Generelt må vi sætte os grundigt ind i emner, vi ved alt for lidt om, tvinge os selv til at anskue disse fra flere vinkler, før vi dømmer. Og det gælder os alle sammen. Først da kan vi nærme os hinanden og en mere universel verdensforståelse”.

I 2017 åbnede det første museum for samtidskunst i Afrika. Det hedder Zeitz Mocaa, og vi havde bl.a. et møde med den karismatiske direktør Koyo Kouoh. Derudover havde vi mange møder med byens mange imponerende gallerier, kunstinstitutioner og unge kunstnere. Noget af det, som kom bag på os, var hvor lidt de unge sydafrikanere vidste om Apartheid-tiden. De fleste danske skolebørn har haft om emnet i skolen, men den unge generation, vi mødte i Sydafrika, havde ifølge dem selv ikke hørt meget om tiden fra deres forældre, som var blevet opfordret til forsoning og tilgivelse i forbindelse med apartheids ophør. Den strategi begynder dog at møde modstand i disse år. Aktivist og forfatter Sisonke Msimang er en af de kritiske stemmer, der gør op med den sydafrikanske nationalmyte om forsoning og tilgivelse. Kritikken kommer fra uventet kant, da hun selv er født ind i ANC (Den Afrikanske Nationalkongres) og tilhører ”frihedskampens kongelige i Sydafrika”, som hun selv siger. Hun har ikke meget til overs for det testamente, som hele verden rørstrømsk modtog fra to af klodens største moralske autoriteter: ANC-leder Nelson Mandela, præsident i overgangen til demokrati i 1994, og ærkebiskop Desmond Tutu, som stod i spidsen for den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission (TRC). Msimang siger: ”Det Sydafrika, som vi sidder i i dag, er en følge af den vidtrækkende og helt forkerte beslutning om at bygge på tilgivelse, som ikke inkorporerede retfærdighed og retsfølelse. Det er ikke sådan, at tilgivelse er forkert – retfærdighed er bare lige så vigtigt, også i det lange løb. Det nye Sydafrika blev grundlagt på tilgivelse minus retfærdighed. Og det er der, vi står i dag. Det var en satsning, som i sidste ende ikke gav gevinst”. Msimang henviser bl.a. til at Sydafrika har en af de højeste arbejdsløshedsrater i verden, omkring 30 procent, og vækstraten har ikke været over fire procent siden 1994. Sydafrika fik hverken politisk eller økonomisk retfærdighed. I politisk og social forstand er Sydafrika fortsat et dybt racedelt samfund. ”Sydafrika har været fanget i fortællingen om Nelson Mandelas renhed. Vi har ikke fået lov at være os selv. Vi er stadig fanget i fortællingen om tilgivelse, og det er heri, at den sydafrikanske psykose består”, siger hun.

Da vi forlod Sydafrika efter nogle hektiske dage, var vi blevet klogere på kunstscenen, havde på egen krop oplevet den store forskel mellem rig og fattig og fået flere perspektiver på udviklingen og udfordringerne i Sydafrika lige nu. Dermed er arbejdet dog langt fra gjort. Følg med her og få mere viden om udstillingsforberedelserne og den næste researchtur, der går til Ghana og Nigeria.